-->

Nyheder

16. Juni 2020

Corona-mavepuster til publikumstræffere

Tre store events med skønsmæssigt 240.000 publikummer skulle i år have fejret flere runde mærkedage, men corona har sat en effektiv stopklods for festlighederne.
Foto: Hvert andet år holder Forsvaret Danish Air Show på én af landets tre Flyvestationer. Den 10. juni 2018 var det hos Air Transport Wing Aalborg. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste, forsvarsgalleriet.dk
Tekst: Morten Fredslund, journalist

I år står de runde jubilæumsdage nærmest i kø, og hos en række tjenestesteder havde man set frem til at gennemføre de populære events, der i stor stil involverer Forsvaret. Lysfesten i Haderslev, Danish Air Show på Flyvestation Karup og Folkemødet på Bornholm er alle events, der netop i år havde et eller flere jubilæer at fejre. Men det satte corona-pandemien en effektiv stopper for.

 

“Superærgerligt” lyder det samstemmende fra de tre projektofficerer, som i månedsvis har knoklet med forberedelserne og i år i særlig grad havde set frem til kulminationen af de mange måneders forberedelse. Men en officers lod er blandt andet evnen til hurtigt at sadle om – og det har man gjort.

 

Lysfesten i Haderslev

I år er det 70-året for den første Lystfest på Haderslev Kaserne i 1950. Med Lysfesten markerer man Danmarks Befrielse i 1945, og da det så er 75 år siden, skulle Lysfesten den 4. maj have sprængt alle rammer. Desuden er det 100-året for genforeningen med Sønderjylland, og lysfesten ville også være den første i mange år, hvor hovedparten af de deltagende soldater ville have det genetablerede Slesvigske Fodregiments mærke i baretten. Så i Sønderjylland var der grund til tredobbelt ærgrelse.

 

– Det er selvfølgelig særligt uheldigt, at det netop er i år, hvor vi havde lagt et meget højt niveau, at Lysfesten bliver aflyst. Men det må vi jo blot acceptere og så håbe på, at vi kan gennemføre det meste af det planlagte til næste år, siger major Henning Dons, der er chef for regimentets garnisonsstøtteelement.

 

Foto: Major Henning Dons, chef for garnisonsstøtteelementet ved Slesvigske Fodregiment. Foto: Morten Fredslund

Sammen med tre officerskolleger og tre øvrige medarbejdere har han i et års tid kastet en stor portion vitaminer i den praktiske planlægning af Lysfesten. Normalt samler den over 10.000 tilskuere, når 314 levende lys tændes i kasernens vinduer og følges op med Den Store Tappenstreg, festtaler, flaghejsning og lysshow. Markeringen af Befrielsen blev gennemført, men grundet corona-pandemien var det uden tilskuere. Dog med lys i vinduerne, flaghejsning, kransenedlæggelse og en tale ved forsvarsminister Trine Bramsen til de få tilstedeværende.

 

Danish Air Show 2020

Hvert andet år står Flyvevåbnet bag Danmarks største én-dags event, når mellem 80.000 og 150.000 mennesker valfarter til en af landets tre flyvestationer for at overvære Danish Air Show. Den 14. juni skulle Flyvestation Karup have lagt græs og asfalt til det spektakulære arrangement, hvor flere milepæle skulle have været markeret.

 

I år kan Flyvevåbnet fejre 70-års jubilæum, det er 40 år siden, at det første danske F16-fly landede herhjemme – og ej heller under årets Air Show ville man have undladt at markere 75-året for Danmarks Befrielse.

 

– De mærkedage er der ikke næste år, og det er selvfølgelig ærgerligt. Men nu har vi kastet os ud i opgaven med Air Show 2021, som det er besluttet at gennemføre her på Flyvestation Karup den 20. juni næste år. Det er en god beslutning, for det tager lang tid at sammensætte og opbygge en projektorganisation til så stort et arrangement, og nu slipper vi for at putte det hele i mølpose. Vi kan læne os op ad meget af det, vi allerede har planlagt, siger major Lars Bæhrenz med pilotnavnet SER.

 

Han er flyveinstruktør ved Flyveskolen ved Helicopter Wing Karup, men har ved siden af sit instruktørvirke været i gang med Air Show-planlægningen i halvandet års tid.

 

Foto: Major Lars Bæhrenz er flyveinstruktør ved Flyveskolen ved Helicopter Wing Karup. Foto: Morten Fredslund

– Selv om jeg jo godt fornemmede, at risikoen for en aflysning i år stod lige for, blev min 17-mands projektgruppe og jeg ved med at arbejde helt frem til beslutningen. En flyvemaskine kan jo også få problemer, men så gælder pilotmantraet ‘Maintain Aircraft Control’, for vi kunne jo ikke bare stoppe, selv om risikoen for en aflysning var stor, siger Lars Bæhrenz, der også stod for planlægningen af Danish Air Show i 2014.

 

– Det var først, da aflysningen blev offentliggjort på Facebook og stod og lyste mig op i ansigtet, at jeg lige måtte sætte mig ned og tage en puster. Det havde været nogle lange dage, og lige dér fes luften simpelthen ud af ballonen, siger Lars Bæhrenz og tilføjer:

 

– Men selv om det er brandærgerligt, skal opgaven jo bare udføres, når ordren er givet. Derfor var opgaven nu at få lukket ned og få aflysningen kommunikeret ordentligt ud. Det er et officersinstinkt, at man hurtigt skal op på hesten igen og så bare videre.

 

Det blev dog hurtigt besluttet at gennemføre Danish Air Show på Flyvestation Karup allerede til næste år, og det puffer til den battle rythm, som arrangementet sædvanligvis følger: Et Air Show hvert andet år, der går på skift mellem flyvestationerne i Karup, Skrydstrup og Aalborg.

 

– Ud over at vi kan bruge rigtig meget af vores hidtidige planlægning til Air Show 2021, betyder skiftet fra lige til ulige år også, at vi får et Air Show i 2025. Da fylder Flyvevåbnet 75 år, og det jubilæum kan vi så fejre med et brag, når vi nu har været nødt til at aflyse i år, siger Lars Bæhrenz.

 

Folkemødet på Bornholm

Omkring 110.000 mennesker besøger hvert år Allinge i løbet af de fire dage i juni, hvor Folkemødet på Bornholm normalt finder sted. Det populære Folkemøde skulle i år have været gennemført for 10. gang, men blev aflyst den 3. april. Forsvaret har som sådan ikke aktier i selve Folkemødet, men som man kan læse i apriludgaven af ‘Officeren’, støtter såvel Beredskabsstyrelsen som Det Borholmske Hjemmeværn massivt med mandskab til bl.a. bevogtning, sanitetsvagter og patruljering.

 

– Planlægningen er jo omfattende og har stået på i lang tid. Så selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at det, man har planlagt, ikke bliver ført ud i livet. Jeg vil dog skyde på, at 85 procent af det allerede planlagte kan overføres til næste år, siger major Lars Lilholm, der er operations- og uddannelsesofficer ved Det Bornholmske Hjemmeværn.

Han har de seneste fem år været Hjemmeværnets projektofficer på Folkemødet. Hjemmeværnets opgave er primært bevogtning, som omkring 160 frivillige hjemmeværnssoldater fra Bornholm og Sjælland bidrager til. Lars Lilholm bruger selv hvert år omkring 400 timer på planlægningen.

 

Foto: Major Lars Lilholm er Operations- og Uddannelseofficer ved Det Bornholmske Hjemmeværn. Foto: Morten Fredslund

– Netop i år har planlægningen været meget anderledes, da vi for første gang skulle have arbejdet sammen med politiets Regionale Situations- og Operationscenter, Øst, RESIOC Ø. Politifolkene derfra har under planlægningen set på det hele med friske øjne, og der var derfor lagt op til et helt nyt set-up med en del justeringer, som jeg havde set frem til at se gennemført. Det bliver så blot ikke i år, siger Lars Lilholm og tilføjer:

 

– Men som officer gælder det jo, at hvis du har en god, gennemarbejdet plan, så kan du altid føre dig ud af vanskelighederne. Det gør vi så nu og håber så på, at hovedparten af planerne kan tages i brug til næste år i stedet for.

 

 

Foto: Folkemødet samler normalt omkring 110.000 mennesker på Bornholm. Hjemmeværnet er blandt andet repræsenteret med fartøjet Hjortø, der ligger helt centralt i Allinge Havn under Folkemødet. Foto: Vickie Lind

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *