-->

Nyheder

11. Februar 2019

Tilbage til rødderne

Fredag d. 8 februar fik Slesvigske Fodregiment genudleveret sin fane. Major Christian Busch er tidligere slesviger og nu tilbage. Han kalder det en kæmpe festdag.
Foto: Foto: Morten Fredslund.
Tekst: Morten Fredslund, journalist

I fredags fik Slesvigske Fodregiment genudleveret sin fane efter 18 år i mølpose. Blandt officererne i det genetablerede regiment er rigtig mange tidligere slesvigere eller officerer, som har valgt at blive i det sønderjyske, da stabene ved Danske Division og 1. Brigade rykkede fra Haderslev til nye garnisoner ved årsskiftet. Enkelte medarbejdere er dog kommet til udefra. Blandt dem HODs værnsformand for Hæren, Christian Busch, der er vendt hjem til sit gamle regiment efter 18 års tjeneste ved andre myndigheder.

 

– Det er en kæmpe festdag. Jeg har ikke i mine mere end 25 år i Forsvaret set faner blive genudleveret, så det er fantastisk at være med til. Og dejligt at være tilbage, siger major Christian Busch, der er vendt tilbage til Slesvigske Fodregiment, hvor han gjorde tjeneste som nyudnævnt officer i 1999.

 

Foto: Major Christian Busch, midt i forreste række, er tilbage ved Slesvigske Fodregiment, hvor han gjorde tjeneste som nyudnævnt officer i 1999. Foto: Morten Fredslund.

– Jeg havde en fantastisk periode hernede, inden regimentet blev lukket, så det har været helt naturligt at søge tilbage. I mellemtiden har jeg også gjort tjeneste ved 3. Jyske Brigade og Danske Division, og jeg har altid været glad for at være i Haderslev. Men det er ved regimentet, jeg har mine rødder, og det bliver spændene at være med til at bygge Slesvigske Fodregiment op på ny, siger Christian Busch.

 

Ved regimentet skal han være sagsbehandler ved Tjenestegrensinspektøren for Kamptropperne, TIKA, som nu er placeret ved den nye regimentschef, oberst Lars Mouritsen.

 

Foto: Oberst Lars Mouritsen er chef for Slesvigske Fodregiment, der blev nedlagt i 2000, men som nu er genopstået. Foto: Morten Fredslund.

Regimentets bærende enhed bliver XIII Lette Infanteribataljon, som skal stå klar med godt 500 soldater ved forligsperiodens udløb i 2023. Bataljonen får sit første hold værnepligtige til august.

 

– Med Slesvigske Fodregiment får Hæren sin første lette infanteribataljon, der er den eneste af sin slags i Hæren. Sammen med Hærens øvrige enheder fuldender vi dermed Hærens evne til at levere et komplet katalog af kampenheder. Let infanteri udmærker sig ved at være specialiseret i at kæmpe til fods og er særligt egnet til højt beredskab og til hurtig indsættelse over større afstande til lands, vands og fra luften. Soldaterne skal være klar til at kæmpe til fods i alle miljøer, mens de lever af rygsækken, og det medfører naturligt højere fysikske krav til den enkelte soldat, sagde Lars Mouritsen i sin tale ved fredagens parade, inden H.M. Dronningen ankom og genudleverede fanen til det traditionsrige regiment.

 

Ved paraden var desuden forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, forsvarschef Bjørn Bisserup og en lang række af Hærens chefer tilstede. Efter paraden gennemførte Slesvigske Musikkorps en minikoncert for Dronningen og inviterede gæster i Slesvigske Musikhus.

 

Foto: Slesvigske Musikkorps inviterede til en minikoncert i Slesvigske Musikhus, der blandt andet blev overværet af H.M. Dronningen. Foto: Morten Fredslund.

Inden faneoverdragelsen i Haderslev havde H.M. Dronningen, forsvarsministeren og forsvarschefen været i Oksbøl. Fredag den 8. februar var nemlig også dagen, hvor Danske Artilleriregiment fik sin fane tilbage. Regimentet blev nedlagt i 2014 og gjort til en del af HKIC, Hærens Kamp- og Ildstøttecenter, men er nu igen et selvstændigt regiment med oberst Torben Dixen Møller som chef.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *