Log in på Mit HOD:

Nyheder

21 | 11 | 2018
11. Juli 2018

Tilbage over Atlanten

Christian Egeris Andersen var chef for Thyra, der sammen med søsterskibet Svanen sidste år gennemførte togtet 'Søværnet for Sejl' tværs over Atlanterhavet.
Foto: Sidste år gennemførte skoleskibet Thyra sammen med søsterskibet Svanen togtet 'Søværnet for Sejl' 13.000 sømil tværs over Atlanterhavet. Foto: Christian Egeris Andersen.
Tekst: Lars Bo Axelholm, journalist

Artikel bragt i Fagbladet Officeren, april 2018.

 

– Du kan ikke rigtig fornemme tågen, før du ligger midt i den, fortæller Christian Egeris Andersen.

 

– Det blæser meget, og vi har lidt for meget sejl på. Pludselig er vi midt i tågen. Selv om jeg ved, at det er notorisk tåget ved La Coruña, så erkender jeg ikke tågen, før den er over os. Vi har selvfølgelig en tjekliste på adskillige punkter, så alle ombord ved, hvad de skal gøre, når vi sejler i tåge. Men vi har ikke radar, og vores eneste sikkerhed er vores øjne og ører. Og så fløjten, der tuder 1 lang og 2 korte toner for at signalere, at her er et sejlskib.

 

I dag er premierløjtnant Christian Egeris Andersen hjemme i Aarhus, og han ser tilbage på skoleskibenes fantastiske togt, der kulminerede for lidt over et år siden; 31. marts 2017 på 100-års dagen for Danmarks overdragelse af De Dansk Vestindiske Øer til USA.

 

Men Caribiens varme himmelstrøg og krystalklare vand er stadig langt nede på festens balkort. Nu og her er det farvandet ud for La Coruña i Spanien, der har budt op til dans. Én ting er tågen, der har omhyllet Svanen og Thyra. En anden faktor, der stresser chefen, er det faktum, at de to danske skibe stadig ikke har fået tilladelse til at anløbe spansk havn. For selv om skibene er sejlskibe, så er de stadig krigsskibe. Og hvis chefen vælger at gå i havn, kan det i værste fald udløse en diplomatisk krise.

 

– Det er ret alvorligt, og det kan ende med, at vi laver negativt diplomati, hvis vi sejler ind uden tilladelse. Og hele hovedformålet med togtet er jo at skabe positiv opmærksomhed. Så det er nogle ret kritiske timer, hvor vi ligger i den tætte tåge og ikke må gå i havn, siger Christian.

 

Men faren blæser over. Tågen letter, og meget symbolsk ankommer tilladelsen fra de spanske myndigheder samtidig, og skibene med deres trætte og våde besætninger kan komme i havn.

 

Hjemveen melder sig

Om bord på Svanen og Thyra var en fast besætning og derudover skiftende hold af elever; kadetter fra Søværnets Officersskole, værnepligtige fra Søværnet og civile elever fra SIMAC, MARTEC og Marstal Navigationsskole.

 

– Det var en skønsom blanding af folk – nogle vil sige et stort miskmask – både helt unge folk på 18-19 år og nogle godt oppe i 20-års-alderen, siger Christian.

 

Foto: Christian Egeris Andersen var midlertidigt udnævnt til kaptajnløjtnant og chef for Thyra samt leder af togtet sammen med Martin Engelhardt, chef på søsterskibet Svanen. Foto: Christian Egeris Andersen.

– Vi er jo et skoleskib, så vi er vant til at få folk ud, som er meget nye. Kadetaspiranterne har normalt kun været 14 dage i systemet, når de kommer ud til os, så forskellen på at få en civil, en værnepligtig og en kadet var faktisk ikke så stor. Men modenhedsmæssigt var der stor forskel, fortæller han.

 

– Vi havde nogle, som fik hjemve på Atlantpassagen efter én dags sejlads. Og der har vi altså 20 dage foran os på åbent hav. Så der var nogle udfordringer med at skulle agere ’far og mor’, hjælpe med at tage uniformen rigtigt på, helt basale ting. Det er forbandelsen og velsignelsen ved at være på et sejlskib. Vi bliver meget tæt knyttet, og ingen kan undvære hinanden. Alle skal stole på hinanden, og alle skal vide, hvad der skal ske, når der bliver givet en kommando, og alle skal kende sikkerhedsprocedurerne. Samtidig er man en slags socialt sikkerhedsnet for hinanden, hvis det er svært.

 

Når man er afsted i ni måneder, så kan der også opstå problemer på hjemmefronten, og det kan være svært at håndtere, når man er midt ude på oceanet.

 

– Måske er det i virkeligheden blevet endnu sværere at være sømand i dag i forhold til for 100 år siden, fordi der nu er mulighed for at ringe hjem på en satellit. Dengang var du væk i meget længere perioder. Nu er der en forventning fra de pårørende om, at ’nå ja, du kan jo ringe fra satellittelefonen, og du kan jo lige sende en sms, når du er kommet frem’. Så på den måde kan det i dag være ekstra psykisk udfordrende, for selv om du kan ringe, så kan du jo ikke gøre noget ved problemerne derhjemme. Du kan ikke gøre noget ved, at bilen ikke kan starte, og du kan ikke hente børnene i vuggestuen, hvis din kone har en lang dag. Du ligger altså midt ude i Atlanterhavet. Det var svært for mange, inklusive mig selv, og det var en udfordring, vi skulle håndtere, forklarer Christian.

 

» Det med at gå ind for sejl i en fremmed havn og med ukendte strømforhold er altså ikke noget, man bare lige gør. Du har kun ét forsøg, og hvis det går galt, så kan du ikke lige slå bak «,
Christian Egeris Andersen, premierløjtnant

Udskiftninger stresser

Samtidig var det også hårdt for den faste del af besætningerne, at der var så mange udskiftninger af mandskabet.

 

– Du kører tre uger med nogle værnepligtige. Vi når lige at lære dem at kunne sætte storsejlet og færdes sikkert på skibet, og så tager de hjem, og der kommer et nyt hold, der er helt blanke. Det er vilkårene for et skoleskib, men vi fandt ud af, at når vi havde nogle hold, der blev i to måneder, så begyndte tingene at køre, siger Christian.

 

Men hjemve og afsavn var ikke de eneste udfordringer. Skoleskibene blev også slidt undervejs, og faktisk frygtede Christian på et tidspunkt, at skaderne var så store, at togtet måtte afbrydes.

 

– Materielmæssigt var det rigtig belastende for skibene, vi havde mange havarier. En generator, der svigter. En genakker, der revner. I Lissabon blev skibene ramt af hård vind, mens de lå fortøjet i havnen, så de fik skader og måtte på værft. Men endnu værre var det, da vi ankom til Barbados. Da vi skal til at gå i havn, vil vi starte hovedmotoren på Thyra, og så virker den bare ikke. Det er bare løgn… vi er sejlet halvvejs rundt om jorden, og så kan vi ikke gå i havn for egen kraft, siger Christian.

 

– Det med at gå ind for sejl i en fremmed havn og med ukendte strømforhold er altså ikke noget, man bare lige gør. Du har kun ét forsøg, og hvis det går galt, så kan du ikke lige slå bak. Du kan ende med at drive rundt og i værste fald gå på grund. Derfor var der ingen anden udvej end at få den lokale kystvagt til at trække skibet i havn.

 

En ny udfordring meldte sig, da motoren skulle repareres. For de lokale forhold var mildt sagt anderledes.

 

– Vi tænkte, ’nå ja, vi får bare fat i en Volvo-tekniker’. Men på Barbados foregår tingene altså i et lidt andet tempo. Vi fik reservedele fløjet ind fra Belgien, og en tekniker blev fløjet fra Sankt Vincent, og selv om det kun tog seks dage, så var det kritisk. Jeg tænkte virkelig, ’nå ok … er det så nu, at togtet stopper?

 

Foto: I dag arbejder premierløjtnant Christian Egeris Andersen ved Marinestaben i Karup. Foto: Steffen Bækkel.

Større arbejde end forventet

I det hele taget var arbejdsbelastningen på togtet væsentlig større, end Christian på forhånd havde forestillet sig.

 

– Når man tager afsted, så forestiller man sig den her tur, hvor man skal ned til sol og varme og hygge. Men dels var der meget administrativt; vi skulle jævnligt rapportere tilbage til Danmark, fordi Forsvaret virkelig var på stikkerne. Turen var jo ud over det normale og lidt et sats, og vi kan jo i værste fald komme i vanskeligheder. Samtidig brugte vi megen tid på at træne folkene, både til søs og i havnen. Og når du så lægger alle udfordringerne med materiellet til, så var det altså hårdt arbejde, fortæller Christian.

 

Mand over bord

Netop træningen af besætningen kommer til sin ret, da et kvindeligt besætningsmedlem ryger over bord fra Svanen en nat undervejs mellem Bermuda og Azorerne. Christian er på det tidspunkt, hvor ulykken sker, hjemme i Danmark, fordi hans kone skal nedkomme. Men han kan sagtens forestille sig, hvor barsk en oplevelse, kollegerne stod i.

 

– Kvinden havde været søsyg i flere dage, og på en nattevagt falder hun over bord. Ingen ser, hvad der sker, men rorgængeren hører et skrig og slår alarm. Kvinden kan ikke selv huske noget, hun har selvfølgelig redningsvest og sikkerhedsline på, og besætningen gør alt efter bogen, og får hende i sikkerhed igen i løbet af minutter. Hun er naturligvis meget chokeret og er i tvivl, om hun har slået sin ryg, så det bliver besluttet, at hun skal evakueres til et norsk handelsskib, der får hende bragt i land på Bermuda, fortæller Christian.

– Du opdager, at du er meget sårbar, og at du altså kan miste livet ude på søen, også selv om du har taget alle forholdsregler. Derfor er det super godt, at vi gør så meget ud af at øve alting i Forsvaret, så du ikke skal improvisere, hvis der sker en ulykke. Alle ved, hvad de skal gøre.

 

Store tanker på søen

Netop det, at der kan ske ulykke til søs, og at Christian havde det øverste ansvar, var et faktum, som han både var bevidst om og afklaret med.

 

– Når du sidder ude på Atlanterhavet, er der 18 dage, hvor du kun ser vand. Det er dig og naturen, og du mærker, hvor lille du er i det her univers. Vi sidder på et lille stykke mahogni, der kan flyde, og har kun selskab af fiskene, delfinerne og ser måske et par andre skibe. Vi har selvfølgelig en satellittelefon med, men i virkeligheden kunne verden bryde sammen, uden at vi fik det at vide, fortæller Christian.

 

– Så dér kan du godt blive ramt af følelsen af, at du vitterlig er helt alene. At vi er meget udsatte. På den måde kunne jeg godt mærke ansvaret, for hvis der sker noget, så er der bare virkelig langt til hjælpen. Men jeg kan ikke gå og bekymre mig konstant, for så ville besætningen også bare få en paranoid chef, siger han.

 

– For mig var det også vigtigt at udstråle, at I kan være trygge. Når chefen er rolig, så smitter det, og hvis der sker noget, så ved alle, hvad de skal gøre. Vi udsættes jo hver dag for risiko, men når man har taget sine forholdsregler, nytter det ikke noget at fylde tankerne med bekymringer…

 

» Når du sidder ude på Atlanterhavet, er der 18 dage, hvor du kun ser vand. Det er dig og naturen, og du mærker, hvor lille du er i det her univers. Vi sidder på et lille stykke mahogni, der kan flyde, og har kun selskab af fiskene, delfinerne og ser måske et par andre skibe «,
Christian Egeris Andersen, premierløjtnant

Vil gerne afsted igen

I dag sidder Christian i en stilling i marinestaben i Karup, hvor han blandt andet skal udarbejde høringssvar, hvis der for eksempel skal opføres havvindmøller eller trækkes søkabler.

 

Selv om han godt kan savne friheden til søs, så er han glad for at have fået fast land under fødderne.

 

– Jeg har to små børn, og det er dejligt, at jeg kan være sammen med dem. I dag drømmer jeg om at købe en sejlbåd med min familie og nogle venner. Måske købe en båd i New Zealand og sejle den hjem, for nu har jeg ligesom set Atlanterhavet …

 

Foto: De to skoleskibe hører til 1. Eskadre, der har basehavn i Frederikshavn. Foto: Christian Egeris Andersen.

Søværnet for sejl

 

Togtet ”Søværnet for Sejl” blev gennemført af Søværnets skoleskibe Svanen og Thyra og begyndte i oktober 2016 med start fra København. Togtet kulminerede ved skibenes deltagelse i højtideligheden for 100-året for Danmarks overdragelse af de Dansk Vestindiske Øer til USA den 31. marts 2017. De to sejlskibe ankom retur til København i juni 2017.

 

Svanen og Thyra havde en fast besætning bestående af en chef, en regnskabsfører, en dæksgast og en kok. Derudover havde hvert skib 4-6 elever med om bord, der løbende blev udskiftet. Således var i alt 79 elever en del af togtet.

 

Ruten på næsten 13.000 sømil gik fra Danmark via Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien og Portugal videre til Gran Canaria, hvorfra Atlanterhavet blev krydset til Barbados. Herfra sejlede skibene i Det Caribiske Hav og deltog i højtideligheden for 100-året af overdragelsen af De Dansk Vestindiske Øer. Herfra gik togtet videre til Norfolk, Chesapeake Bay, Annapolis, Bermuda, Azorerne, England, Holland, Tyskland og Danmark.

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *