-->

Nyheder

23. Marts 2023

Minder på museum

Krigsmuseet samler lige nu genstande og historier fra moderne konflikter.

Det ligger derude på lofter, i garager og på hylder. Kasser med små genstande, fotos, dagbøger og den lykkebringende amulet, som soldaten havde med på patrulje i fjendeland. For soldaten, der samlede tingene sammen, er de forbundet med minder om en udsendelse, men i mange tilfælde samler de bare støv. For museumsfolk er de dog uvurderlige genstande, som fortæller unikke historier om dansk militærhistorie i nyere tid. Derfor søger museumsinspektør Jørgen Walseth på vegne af De Krigshistoriske Samlinger ved Krigsmuseet (det tidligere Tøjhusmuseet) efter genstande, som udsendte har samlet sammen.

 

Foto: Krigsmuseet får mange officielle genstande ind. Blandt andet denne Sig Sauer P320 X-Carry med serienummer 0001DK. Nu leder de efter de mere personlige genstande. Foto: Michael Aagaard Jensen
Tekst: Michael Aagaard Jensen

– Det er svært at definere, hvad det er, vi gerne vil have. Det kan være personlige ting, som har betydet noget for en, når man har været ude. Hvad den ting så er, det ved jeg jo af gode grunde ikke. Det kan være en bog, man læste otte gange for at få tankerne væk. Jeg har også fået et patronhylster fra en soldat. Han havde gemt hylsteret fra den første patron, han skød efter et andet menneske. Han havde tre kasser med ting, men han måtte ikke have dem inde, for konen ville ikke have dem, så dem fik vi, siger han.

 

Lykkebringende amuletter
Museet tager også gerne imod personlige fotografier, dagbøger og eventuelle videoer soldater har optaget på mission, men også mindre håndgribelige ting. Jørgens Walseths kolleger på Nationalmuseet er ved at lave en udstilling om tro og viden. Derfor kontaktede de ham og spurgte, om han havde lykkebringende amuletter fra soldater fra tidligere tider og op til i dag.

 

– Der har givetvis været amuletter i tidligere tider, men det er ikke noget, vi har haft fokus på. Der er ingen, der har tænkt på det, fortæller han.

» Vi vil gerne have historien nu, af personen som selv har oplevet begivenheden, for så får vi den bedste historie «,
Museumsinspektør Jørgen Walseth
Foto: Museumsinspektør Jørgen Walseth leder efter genstande og beretninger fra udsendte soldater. Foto: Michael Aagaard Jensen
Tekst: Michael Aagaard Jensen

Derfor leder han nu også efter de lykkebringende ting, som soldater måske fysisk har haft med sig, for få beskyttelse ud over den beskyttelse træning og udstyr har givet.

 

– Når vi er ovre i amuletter, så er vi ovre i sådan noget overtro. Det er enormt spændende, at vi stadigvæk som moderne mennesker, går med en sten i lommen, fordi den betyder held og lykke. Vi hører også gerne om det mere uhåndgribelige, som at man gik tre gange rundt om sit køretøj, inden man kørte ud af lejren eller sådan noget. Altså en fortælling om et ritual, fortæller Jørgen Walseth.

 

Foto: Denne lykkemønt er den første amulet, der er blevet indleveret af en soldat. Foto: Nationalmuseet
Tekst: Michael Aagaard Jensen

Historien er vigtig
Fælles for både de fysiske genstande og de mere metafysiske er, at Jørgen Walseth gerne vil have dem direkte fra soldaten. For historien, der er knyttet til genstanden, er lige så vigtig som selve genstanden. Som det er i dag, så er der langt mellem historie og genstande, når de efter mange år kommer i hænderne på Jørgen Walseth.

 

– Vi ser, at de ting, vi får ind nu, er fra De Slesvigske Krige. Det er noget, som soldaten måske har haft stående på skrivebordet derhjemme. Da børnene overtager det, ryger det i en skuffe, og når børnebørnene får det, ryger det ud. Hvis vi er heldige, så får vi det i stedet for. I mellemtiden er historien blevet meget utydelig. Vi vil gerne have historien nu af personen, som selv har oplevet begivenheden, for så får vi den bedste historie, fortæller Jørgen Walseth.

» Når jeg samler ind, så samler jeg ind til evigheden. «,
Museumsinspektør Jørgen Walseth
Foto: Piratgenstande. Beviser brugt mod den formodede pirat, der i 2022 blev dømt for at medvirke til at forvolde fare for danske soldaters liv. Foto: Michael Aagaard Jensen
Tekst: Michael Aagaard Jensen

Samler til evigheden
Alt afhængigt af hvad det er for noget materiale, Jørgen Walseth får ind, så kan det komme til at indgå i en udstilling i de kommende år. Men det kan også komme fremtiden til gavn

-Når jeg samler ind, så samler jeg ind til evigheden. Så hvis det ellers ikke forgår, så kommer det på magasin, hvor det kan ligge i mange hundrede år, og så er der måske nogen der i fremtiden siger, det er lige det, jeg skal bruge til min udstilling. Så dels skal jeg samle ind til nutiden, men også til mine fremtidige kolleger, siger Jørgen Walseth.

 

Sådan gør du
Har du ting liggende, som du tænker kunne være interessante for Krigsmuseet, så kontakt museumsinspektør Jørgen Walseth, der er ansvarlig for indsamlingerne på 4120 6370 eller JVW@natmus.dk.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *