Log in på Mit HOD:

Nyheder

15. Maj 2020

Forsvars- og sikkerhedspolitik efter Corona

Center for Militære Studier har afholdt webinar om, hvordan viruskrisen påvirker international sikkerhedspolitik og dermed de trusler, Forsvaret kan møde i fremtiden.
Tekst: Anders Højer Rømeling, journalist
» Corona-krisen er et lyn på den mørke nattehimmel, der i et kort øjeblik viser os den verdensorden, vi går i møde «,
Anders Wivel, professor

De seneste måneder har lande over hele kloden lukket ned, samhandlen er gået i stå, og mange frygter voldsomheden af den økonomiske krise, som virussen vil føre med sig. Men hvad med forsvars- og sikkerhedspolitikken, bliver den også påvirket af viruskrisen? Det diskuterede Center for Militære Studier på Københavns Universitet på et webinar onsdag eftermiddag.

 

Kriser bringer altid forandringer med sig, og kriser accelererer allerede igangværende udviklinger. Og fordi Danmarks forsvarspolitik er så afhængig af internationalt samarbejde, er corona-krisen væsentlig at analysere, siger Henrik Breitenbauch, seniorforsker og leder ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet. Henrik Breitenbauch fortsætter:

 

– Vi ser på stormagtspolitikken i kriser, og hvordan relationerne imellem stormagterne sætter tonen for alt andet i international politik. Hvis parterne ønsker at samarbejde, er det nemmere for små lande som Danmark at navigere.

 

Forholdet mellem USA og Kina

En af de mest omtalte dynamikker i disse år, og også under viruskrisen, er forholdet mellem USA og Kina. Det siger professor Anders Wivel, da han får ordet:

 

– Vi har det med at se forholdet mellem Washington og Beijing som en konkurrence mellem to stormagter – ja, to supermagter endda. I begyndelsen af krisen lød den internationale debat næsten som kommentatorsporet under et formel-1-løb eller en Tour de France-etape, siger Andes Wivel og giver et eksempel:

 

– Nu sakker Kina bagud, og vi bliver bekræftet i, at Kina aldrig var en rigtig potentiel udfordrer til USA. Men så sakker USA bagud, og vi bliver bekræftet i, at USA ikke længere er den egentlige leder af den liberale verdensorden, men i stedet rager værnemidler til sig for næsen af sine allierede. Men nu er USA tilbage igen, fordi Det Hvide Hus retter heftige anklager mod Kina om, at kineserne undertrykte efterretninger om corona, og at virussen er fremstillet i et laboratorium.

Anders Wivel afrunder:

 

– Corona-krisen er et lyn på den mørke nattehimmel, der i et kort øjeblik viser os den verdensorden, vi går i møde.

 

Jokeren Rusland

For webinarets tredje paneldeltager, seniorforsker og vicecenterleder på CMS, Kristian Søby Kristesen, er det vigtigt at se på, hvad krisen betyder for Rusland:

 

– Der er potentiale for, at der kan ske noget nyt i forhold til Rusland, både internt i Rusland og i Ruslands relation til Vesten. Rusland er en stormagt, der beror på eksporten af naturressourcer, og corona bremser efterspørgslen og sætter en stopper for Ruslands stormagtsambitioner. Putin sidder med nogle ret store dilemmaer: Skal han starte en krig, som er dyr, men som fjerner opmærksomheden fra myndighedernes håndtering af virussen, spørger Kristian Søby Kristensen og fortsætter:

 

– Tager vi den optimistiske hat på, kan krisen omvendt få Rusland til at samarbejde med Vesten, for eksempel med at genindføre våbenkontrol, også selvom Rusland tidligere har været med til at slå selvsamme kontrol i stykker. Men mon ikke Rusland skal gennemgå en masse ondt, før vi når til sådan et samarbejde.

 

 

 

» Der kommer en diskussion om beredskabet i det hele taget, især i de nordiske lande. Vi har tradition for at koble totalforsvar og beredskab sammen, og vi kommer til at diskutere, hvorvidt det hele skal styrkes «,
Kristian Søby Kristensen, seniorforsker og viceleder på CMS

Den stærke (velfærds)stats triumf

Henrik Breitenbauch samler Ruslands-tråden op:

 

– Vi har læst i medierne, at tre russiske læger, der udtalte sig kritisk om regeringens håndtering af corona, er faldet ud ad et vindue. Og i Kina er borgerjournalister og dissenter også forsvundet.

Der er altså forskel på, hvordan demokratier og autokratier håndterer krisen. Hvem klarer sig bedst?

 

– Jeg mener, vi kan se, at det gør stærke stater i mindre lande med en homogen befolkning. Det er stater, som har en stor rækkevidde internt. Bare se på Danmark. Mette Frederiksen kan tillade sig næsten hvad som helst i øjeblikket, siger Kristian Søby Kristensen og tilføjer tørt:

 

– Så hvis nogen skulle drømme om at lave systemeksport, så skulle det da være de skandinaviske velfærdslande.

 

Anders Wivel supplerer:

 

– Man kan i hvert fald sige, at det ikke er de stærke magter, men de stærke stater, der har gjort det godt, og det skyldes en høj grad af tillid mellem parlament og befolkning.

 

Hvad truer os om fem år?

Henrik Breitenbauch optegner et imaginært, men velkendt kompas, der peger på de trusler, Danmark står over for: Mod nord, Arktis og Grønland. I øst Rusland. I syd et uroplaget og ustabilt Mellemøsten og Afrika. Endelig, mod vest, det transatlantiske forhold til USA og til EU. Spørgsmålet lyder, hvilket verdenshjørne der vil trække mest i kompasnålen om fem år?

– Vi skal være særligt opmærksomme på de svage stater i syd, som vil blive endnu svagere. En anden pol kan være Rusland, både på grund af det negative efterspørgselschok, som Kristian allerede har talt om, og så statens manglende evne til at sikre befolkningens sundhed, lyder det fra Anders Wivel.

 

Kristian Søby Kristensen er delvis enig:

 

– Jeg mener også, at syd bliver vigtigt. Corona er i skrivende stund ikke rigtig kommet til Afrika, men det er de globale, økonomiske konsekvenser, og det vil vi se langt mere af de kommende år. Derudover er der Vest-Vest relationen, altså både forholdet mellem Europa og USA, men også relationerne mellem de europæiske lande, siger han og uddyber:

 

–  USA vil fortsætte med at fokusere på Kina, og det vil trække amerikanernes interesse og tålmodighed bort fra Europa. Så selv om Tyskland foreløbigt har håndteret corona-krisen forbilledligt godt, så vil der formentlig komme større spændinger mellem EU’s nordlige og sydlige medlemslande samt spændinger mellem Frankrig og Tyskland. Coronaen vil accelerere de skel, der allerede findes i dag. Hvordan det helt præcist ender, kan jeg ikke forudsige, men jeg tror, at de interne spændinger i Vesten vil vise sig som en større trussel – også for Danmark – end et ustabilt syd.

 

Nordens beredskaber vil næppe ændres

Henrik Breitenbauch spørger de to professorer, om den aktuelle pandemi vil betyde en omlægning af Forsvaret. Kristian Søby Kristensen er mildest talt skeptisk, også selvom Henrik Breitenbauch refererer til, at NATO i disse uger gør meget ud af at fortælle, hvordan forsvarsalliancen hjælper medlemslande med blandt andet værnemidler.

 

– Det er et PR-stunt. Men der kommer en diskussion om beredskabet i det hele taget, især i de nordiske lande. Vi har tradition for at koble totalforsvar og beredskab sammen, og vi kommer til at diskutere, hvorvidt det hele skal styrkes, siger han og konkluderer:

– Men det vil ikke ændre Forsvaret nævneværdigt, for der vil stadig være trusler, som ikke kan løses med respiratorer eller læger. Som beredskab ved man jo ikke, hvad man forbereder sig på, så i princippet skal man forberede sig på alt, og det bliver alt for dyrt. Jeg har ganske enkelt svært ved at forestille mig, at man vil have flere folk stående, fordi der efter corona-krisen stadig vil være behov for traditionelle, militære kapaciteter.

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *