Log in på Mit HOD:

Nyheder

24. Oktober 2019

Det glemmer jeg aldrig – major Karsten Marrup

Når man sidder på agterdækket af et skib og ser delfiner hoppe og springe i skæret fra solnedgangen, kan det være svært at tro på, at det rent faktisk er arbejde. Det føles mere som at være midt i optagelserne af en stor Hollywoodproduktion.
Foto: Major Karsten Marrup er chef for Center for Luftoperationer i Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet i København. Foto: Claus Bech
Tekst: Vickie Lind, Pressechef

Delfiner i solnedgangen

 

Major Karsten Marrup har sin daglige gang blandt de smukke, gamle rødstensbygninger på Svanemøllen Kaserne i København. Han er chef for Center for Luftoperationer i Institut for Militære Operationer.

På majorens forholdsvis lille, sparsomt indrettede kontor med det for Forsvaret traditionelle gulbrune interiør skiller en farveklat i hjørnet sig ud. Et turkisblåt verdenskort med røde tegnestifter. Tegnestifterne markerer, hvor han har rejst arbejdsmæssigt, og en af de rejser står som noget særligt i hukommelsen.

Da han var nyudnævnt kaptajn tilbage i 0’erne, var han adjudant for chefen for Flyvevåbnet.

– Vi skulle til Grækenland, og det var et års tid inde i min tid som adjudant. Den her rejse var ret spektakulær, fordi den gik til Grækenland, det var om foråret, så der var sol og varme, og bare det var lækkert. Men så var det også i det regi, som hed European Air Chief Conference, hvor cheferne for de respektive flyvevåben i Europa mødes og taler om opgaver, problemer og opmærksomhedsområder, som de nu hver især har. Og det er bare spændende at deltage i, når man er en ung kaptajn. De diskuterede fastholdelse og rekruttering på tværs, nye samarbejder – altså i virkeligheden noget, som vi stadig diskuterer den dag i dag, siger Karsten Marrup.

Turen gik til Athen, til et ’’ganske udmærket hotel’’, som lå lige ud til kysten. Det er små tyve år siden, så det var, før det græske samfund manglede penge, så der var ikke sparet på noget som helst.

 

Nok et krydstogskib

Som altid var der et standardprogram med emner, der var gennemgået hjemmefra, så alle vidste, hvad der skulle ske, hvad der skulle tales om, og hvilke holdninger der var til hvert emne. Den sidste halve dag var sat af til et kulturelt indslag.

– På den her tur kom der så en færge, som nok nærmere var et krydstogtskib, som så lagde til foran vores hotel. Vi blev gennet ombord og sejlede ud til en lille ø i nærheden, hvor der var et militært museum. På vejen derud ligger vi så og tager sol på soldækket, og så bemærker jeg godt, at det siger ’klik’, så jeg kigger op og ser, at generalen har taget et billede af mig, der ligger der. Jeg tænker bare, nå ja, det kan da være meget sjovt, og så tænker jeg ikke mere over det, fortæller Karsten Marrup.

Turen fortsætter og bliver beskrevet som hyggelig med afslappet stemning.

– Vi skal op og spise, og der er en utrolig lækker buffet, samtidig med at et lille græsk ensemble spiller et eller andet græsk musik. Jeg sætter mig på agterdækket, og solen begynder langsomt at gå ned lige i den retning, hvor jeg sidder og kigger. Og lige der, i solnedgangen, kommer fire-fem delfiner og hopper og springer op og ned. Dér sidder jeg og tænker, at det næsten ikke kan være sandt, det her. Jeg er forholdsvis nyudnævnt kaptajn, og jeg får både løn og time- og dagpenge for at være her, siger Karsten Marrup og griner.

–  Jeg måtte knibe mig selv i armen, for det var som at være i en scene midt i en film. Det var virkelig fantastisk, og jeg glemmer aldrig lige præcis det øjeblik.

 

Man skal klinge rent mentalt

For Karsten Marrup er mindet et øjeblik af en periode, han husker som noget helt specielt.

– Hele min tid fra 2000 til 2003 som adjudant i Flyvertaktisk Kommando kunne jeg tage og sige ’Det glemmer jeg aldrig’, fordi det var så fantastisk en tid. Der var rigtig mange oplevelser, både nationale, hvor man er med til møder, som giver indblik i noget, der ikke er mange kaptajner forundt, og så alt det andet, hvor vi har rejst ud og set og gjort alle mulige ting, husker Karsten Marrup.

Som adjudant kommer man tæt på sin chef, fordi man tilbringer så megen tid sammen. Derfor er det selvfølgelig også en fordel, hvis man matcher og supplerer hinanden i temperament og tankegang.

» - Man arbejder meget sammen og ikke kun på kontoret. Man er ude og på rejser sammen. Man flytter ikke fysisk sammen bogstaveligt talt, men man er sammen hele tiden, så det her med at klinge rent mentalt, det betyder alt. Ellers tror jeg, at det må være et forfærdeligt job «,

Tæt på toppen

Og så kan det have sin fordel senere i karrieren at have været tæt på toppen af systemet.

– Det med at være tæt på en general gør, at selve det at være general har afmystificeret sig for mig. De er helt almindelige mennesker, og jeg falder ikke bagover, når jeg møder en general, og det kan der ellers godt være en tendens til i vores system. Det har jeg taget med videre, og det kan være en fordel, når man skal rådgive, at berøringsangsten ikke er så udtalt, som den måske kunne have været. Og så har jeg stor respekt for selve generalarbejdet, for der er godt nok meget, siger Karsten Marrup.

Og så var der lige det der med fotoet, som generalen lidt overraskende tog af sin adjudant under solbadningen på dækket.

– Senere samme år blev jeg så gift, og da fik jeg en flaske whisky af generalen. Vedlagt var et kort, som så var fotoet af mig, der ligger og tager sol, og så står der ’Det her er, hvad din mand laver, når han arbejder for sin chef. Med venlig hilsen, hans chef’. Det, synes jeg nu, var meget sjovt.

 

Foto: På Karsten Marrups kontor hænger et verdenskort. Røde tegnestifter markerer, hvor majoren har rejst i arbejdsøjemed. Foto: Claus Bech

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *