-->

Nyheder

17. Juni 2021

Det glemmer jeg aldrig – kaptajn Tommy Mortensen

Tommy Mortensen stod som nyudnævnt kaptajn i spidsen for Danmarks største flyopvisning, da Danish Air Show var i voksefasen fra at være et lokalt arrangement i Flyvevåbnet med 60.000 besøgende til at blive en national begivenhed med op til 150.000 gæster.
Foto: Kaptajn Tommy Mortensen til daglig kendt som TOP. FOTO: Flyvevåbnets Fototjeneste
Tekst: Michael Aagaard Jensen, journalist

Showtime

Tommy Mortensen stod som nyudnævnt kaptajn i spidsen for Danmarks største flyopvisning, da Danish Air Show var i voksefasen fra at være et lokalt arrangement i Flyvevåbnet med 60.000 besøgende til at blive en national begivenhed med op til 150.000 gæster.

TEKST Michael Aagaard Jensen STORT FOTO Flyvevåbnets Fototjeneste LILLE FOTO privat

I 2006 er Tommy Mortensen, som til daglig bliver kaldt TOB, netop ved at færdiggøre ’kaptajnsskolen’, og han skal tilbage til sit gamle tjenestested på Flyvestation Aalborg. Men det er ikke en helt almindelig opgave, han skal løse her. Han er nemlig blevet projektleder for det, der skal blive den største enkeltdagsbegivenhed i Danmark – Danish Air Show.

– Jeg havde kun tidligere været med til ét airshow på Flyvestation Skrydstrup tilbage i 2000, da jeg gik på officersskolen, hvor jeg egentlig bare var rundt og kigge som almindelig gæst. Dengang havde jeg ingen idé om, hvad det ville komme til betyde – hverken i størrelse, eller hvor meget tid der ville komme til at gå med det, fortæller han.

 

På inspirationstur
TOB siger ja til udfordringen, og samme år tager han på inspirationstur til Danish Air Show 2006, der det år blev holdt på Flyvestation Skrydstrup. Airshowet er en del af de politisk bestemte åbent hus-arrangementer, som blev afholdt over alt i Forsvaret, og det tiltrak omkring 60.000 nysgerrige. TOB tænker dog, at airshowet har potentiale til at blive meget større.

– Mine tanker var, at det var en rigtig god mulighed for at lave et branding- og rekrutteringsarrangement, hvor vi fik så mange gæster som muligt ind for at vise, hvad det er, vi kan i Forsvaret og ikke kun i Flyvevåbnet. Jeg håbede, at vi på den måde ville få en masse ambassadører blandt den danske befolkning, som ville kunne videregive deres forhåbentlig positive oplevelser om Forsvaret, siger TOB.

Han begyndte at kigge til udlandet for at undersøge, hvad det var, der gjorde større flyopvisninger attraktive for publikum. Samtidig får han ret frie tøjler af sine chefer til at gå i gang med planlægningen.

» Det var meget overvældende, at man som nyudklækket kaptajn kunne få så meget ansvar. Det var jeg meget beæret over, og det satte faktisk retningen for mit efterfølgende virke i Forsvaret, fortæller TOB «,

Utraditionel tilgang
Han gik til opgaven på en utraditionel måde. Efter aftale med Flyvertaktisk Kommando, som normalt stod for kontakten til udenlandske flyvevåben, gik han direkte til de udenlandske enkelte enheder, som Aalborg gerne ville have til at deltage. Metoden var effektiv, for flere enheder med spændende fly end tidligere gav tilsagn om at deltage. En af hans egne darlings sendte dog TOB ud i en noget uvant situation.

– Ungarn havde et meget spændende og ikonisk kampfly, en MIG-29, som vi gerne ville have med. Så for at få kontakt til det ungarske flyvevåben tog vi fat i den danske ambassade i Budapest. De ville gerne hjælpe og gav derfor en forbindelse til det ungarske udenrigsministerium, fortæller TOB.
Et telefonmøde kommer op at stå, og igennem tolk må TOB kommunikere det danske ønske videre.

– Jeg sad alene til mødet. Jeg havde fået at vide, at det var en chef, jeg skulle tale med, men jeg havde ikke regnet med, at det var, hvad der svarer til en departementschef i det ungarske udenrigsministerium. Jeg havde ingen umiddelbare forudsætninger for en forhandling på det niveau. Mine tanker var, at jeg skulle holde mig i nogle overordnede termer, som ikke var alt for bindende fra vores side af, og at jeg ikke kom til at love noget på Danmarks vegne, som vi ikke kunne stå inde for, husker han.

Undervejs bliver samtalen dog mindre formel, og det ender faktisk med, at ungarerne sender deres ikoniske MIG-29.

– Så via en laverestående dansk officer lykkes det at skabe et netværk til en højtrangerende embedsmand i Ungarn. Det viser vel egentlig bare, at hvis der er vilje, så er der også en vej, siger han.

Ildsjæle
Det lykkedes også at lokke fire præstigefyldte internationale opvisningshold til at deltage mod de normalt et til to teams. Og det var næppe lykkedes uden en masse engagerede kolleger både i Flyvertaktisk Kommando og på Flyvestation Aalborg samt støtten fra andre enheder i Forsvaret.

– Jeg opdagede alle de ildsjæle, der findes blandt mine kolleger på alle niveauer på flyvestationen og generelt i Forsvaret. Det var simpelthen en mind-blowing oplevelse for mig at se det engagement og den ildhu, de lagde i arbejdet. Det har fulgt mig lige siden, at hvis man introducerer et projekt eller opgave på den rigtige måde og involverer sine kolleger fra starten, så er folk mere villige til at engagere sig igennem hele forløbet, og ingen opgave er hverken for lille eller for stor til at blive løst. Jeg var utrolig stolt over deres indsats og støtten op om opgaven. Den oplevelse har helt sikkert haft stor betydning for mit fremtidige virke som projektleder, fortæller han.

Klumpen i halsen
På dagen for showet når sommervarmen op på 30 grader, og Danish Air Show må derfor konkurrere med strandlivet om gæsternes gunst. På trods af det kommer over 75.000 på besøg på Flyvestation Aalborg, og det vurderes, at op mod 25.000 har taget opstilling omkring flyvestationen og på begge bredder af Limfjorden. Den dag får TOB følelsen af, at de har opnået noget stort.

» Det hele kulminerer på selve dagen. Det er da, den dér klump i halsen kommer, hvor man kan give sig selv et mentalt klap på skulderen og sige, at det var godt gået. Det med at kunne se gæsternes og især børns ansigtsudtryk og deres målløshed over, hvad de forskellige fly kan. Det var det hele værd «,
Foto: 125 militære og civile fly gennemførte omkring 1.100 starter og landinger ved Danish Air Show 2007. På jorden var 50 udstillere. Ved Danish Air Show 2018, som er det seneste, der blev afholdt på Flyvestation Aalborg, var showet vokset markant, og op mod 150.000 gæster var på besøg. FOTO: privat

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *