Log in på Mit HOD:

Nyheder

06. Oktober 2020

Det glemmer jeg aldrig -Kaptajn Nadia Buhl

Professionalismen, stemningen og suget i maven gør, at Nadia Buhl aldrig glemmer sin tid som battle captain.
Foto: KN Nadia Buhl er næstkommanderende i G7 i 2. Brigade. Hun sidder i en M331 stilling på en uddannelsesaftale og er netop startet op OFU. Huan har også en civil master i virksomhedskommunikation Foto: Michael Thy
Tekst: Michael Aagaard Jensen,

De to år, hvor Nadia Buhl var operationsofficer ved 2. brigade, har sat sig permanent i hukommelsen. For selvom tropperne var virtuelle, så var suget i maven rigtigt, når Nadia Buhl var med til at udkæmpe simulerede krige under brigadeøvelser hjemme og i udlandet.

Som battle captain var det hendes opgave at koordinere de meldinger, der kom ind fra de andre led i øvelsen. Alt fra efterretningsfolk og ingeniører til ildstøtte og logistik.

– Det handler om at få de her signaler rimelig hurtigt fordelt til de relevante spillere. At få delt informationerne om ild, bevægelse og støtte og så komme videre frem. Hele kernen i at være battle captain er hele tiden at have overblik og vide, hvad det næste, der skal ske, er og så få det iværksat, fortæller Nadia Buhl, der er kaptajn og næstkommanderende i G7 i 2. Brigade.

Det, der har printet sig fast hos Nadia Buhl, er den helt særlige følelse, der er, når spillet kører i højeste gear. Under øvelserne sidder de forskellige spillere i hvert deres køretøj eller lokale og har kontakt med hinanden over radio og chat. Selvom det er virtuelle soldater, de flytter rundt med, føles det alligevel rigtigt.

– Den stemning, der er, når man sidder i det her køretøj og følger de spilleregler, der er sat op, er helt speciel. Alle er på og klar til at yde deres bedste. Der er ikke noget med at sige, at det bare er noget, vi leger, fortæller hun.

 

Stor øvelse i Baltikum

Specielt en øvelse i Baltikum står klart for hende. Øvelsen var lang og dækkede både planlægning og føring. Fra sit køretøj havde hun sammen med sine kolleger gennemført en troppebevægelse. Soldaterne var egentlig på vej i beredskabsområde, men pludselig blev Nadias chef kaldt op til divisionen.

» Så jeg sidder der som eneste operationsofficer, og jeg skal både passe min opgave som battle captain og drive operationscentret, fortæller hun. «,

Det burde være en opgave i den lettere ende. Kampstyrkerne er i beredskabsområdet, og det næste stykke tid står den på genforsyning og opbygning af kampkraft, så de er klar til næste fase af operationen. Noget, Nadia allerede er i gang med at planlægge. Men øvelsesledelsen vil det anderledes. Først kommer der meldinger om, at der er observeret droner i området omkring beredskabsområdet. Og hvad værre er, der er indikationer på, at fjenden vil bruge CBRN imod styrken. Pludselig får Nadia travlt. For hvad hvis det rammer det område, de ligger i? Hvor kan hun så rykke enhederne hen? Vil der komme opfølgende angreb fra fjenden?

– Jeg skal få koordineret med logistikken, hvilke veje vi har at køre på. Jeg skal finde ud af, hvad det betyder for kampkraften, når vi skal indsættes ved næste angreb, hvis vi får reduceret vores kampkraft i stedet for at få den genopbygget, fortæller hun.

Så midt i noget der skulle være en mere afslappende fase, må Nadia Buhl sammen med de andre i køretøjet nu i gang at finde ud af, om den oprindelige plan holder, eller om den skal laves om.
– Langsomt fik vi rykket de her virtuelle spillebrikker, så at vi kom ud af fareområder. Vi fik genopbygget kampkraften og fik lavet al vedligeholdelse. Det var ret fedt, at det lykkedes, fortæller hun.

 

En lille brik i et stort spil

Inden en øvelse begynder, afleverer deltagerne FIIN-computer, mobil og andet elektronisk udstyr uden for det sikrede øvelsesområdet. Den unikke oplevelse begynder i det øjeblik, hvor Nadia er på den anden side af sikkerhedshegnet.

– Man kommer ind i den her boble. Det kan godt være, at ens børn havde en træls morgen, da man ringede hjem, men det glemmer man, når man går ind, og man tænker først over det, når man kommer ud igen. Lige så snart indspillet og meldingerne kommer, så bliver der helt tavst i rummet. Uanset hvor meget man har snakket og grint før. Man træder ud af øvelsen sent om aftenen og tænker, at det var en fed oplevelse. Det var en god dag på jobbet, fortæller hun.

Og netop det at kunne være 100 procent til stede og leve sig ind i øvelsen er rigtig vigtigt.

– Jeg tror, at når man lever sig så meget ind i det, så opstår der en intensitet, der, selvom man godt ved, at det ikke er virkeligt, gør det virkeligt. Jeg kan nok bedst sammenligne det med en følelse af, at selvom man bare er en lille brik, så har man betydning for det store spil og får det hele til at virke. Det her med, at du er en del af det hold og skal sikre succes. Vi skaber noget sammen, fortæller Nadia Buhl.

Det er, når alt går op i en højere enhed, når meldingerne flyver af sted, og det uvirkelige bliver virkeligt, at det kan mærkes i kroppen.

– Jeg har ikke selv været indsat med en brigade i krig, men jeg har talt med et par af mine kolleger, som har været i situationer, som kan minde om det, vi øver. De siger, at når man går på øvelse og lever sig ind i det, så kan man godt få det samme sug i maven på en øvelse som i virkeligheden. Derfor er den her måde at træne på faktisk en af grundene til, at jeg går til soldat. Det er noget, jeg gerne vil have meget mere af, siger Nadia Buhl.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *