Log in på Mit HOD:

Nyheder

19. Oktober 2020

Anmeldelse: Rage af Bob Woodward

Journalisten Bob Woodward har haft unik adgang til Trump-administrationen, og hans nye bog, ’Rage’, giver et eminent indblik i Trumps største udenrigspolitiske kriser de seneste fire år.
Tekst: Anders Højer Rømeling, journalist

Der er ikke længe til det amerikanske præsidentvalg mellem Donald Trump og Joe Biden. Selvom vi herhjemme ikke har meget at skulle havde sagt i den sag, bør man læse Bob Woodwards nye bog, ’Rage’, for bogen fortæller lødigt og detaljeret, hvad vi med præsidentvalget 3. november enten siger farvel til eller kan forvente os mere af.

 

’Rage’ er andet bind i en planlagt trilogi, og titlen henviser til Trumps evne til at vække stærke følelser i folk: ”Jeg ved ikke, om det er en fordel eller en risiko,” siger Trump, ” men uanset hvad, så er det det, jeg gør.”

 

Bob Woodward blev i 1970erne berømt som en af Washington Post-journalisterne, der afdækkede Watergate og som førte til præsident Nixons fald. Den høje anseelse, Woodward siden da har nydt godt af, har også givet ham unik adgang til Trump-administrationen. Foruden at havde talt med et hav af nuværende og forhenværende topfolk, bygger ’Rage’ på 18 interviews med præsidenten selv. Det gør ’Rage’ til et unikt vidnesbyrd om Washingtons sikkerhedspolitiske beslutninger siden januar 2017 midt fra orkanens øje, og det alene er grund til at læse bogen.

 

De voksne forlader lokalet
I de første kapitler sætter Trump sit udenrigs- og sikkerhedspolitiske hold i form af forsvarsminister Jim Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson og efterretningschef Dan Coats. De tre er alle lorne ved udnævnelsen, og der går ikke mange måneder, før de én efter én enten fyres i et tweet eller selv siger op. Selv om læseren måske husker forløbet for de tre, krummer tæerne sig alligevel om bag nakken, efterhånden som de voksne forlader lokalet.

 

De tre herrers afgang er ikke kun et tab for USA’s strategiske retning, men også for læseren: Bogen indeholder nemlig nogle virkelig spændende passager, især med forsvarsminister Mattis.

 

For eksempel er vi med, da Mattis siger til sin kinesiske modpart, at én atombevæbnet supermagt ikke kan dominere Stillehavet alene. USA og Kina må finde ud af det sammen, så de ikke træder hinanden over tæerne. Mattis siger til den kinesiske forsvarsminister, at han håber på fred, men skulle det komme til krig, kan han ”ikke ønske sig en bedre modstander end en generation af officerer, der modsat amerikanerne aldrig har været i rigtig kamp”.

 

Altid flydende, aldrig fast

I forbindelse med de mange fyringer af Mattis og andre højtstående ministre siger Trump til Woodward, at han ikke har brug for et nationalt sikkerhedsråd, men at han kan nøjes med sig selv samt en håndfuld personer, han stoler på. En af dem er svigersøn og strategisk altmuligmand, Jared Kushner, der også interviewes i ’Rage’.

 

Ifølge Kushner hiver Trump politiske sejre hjem ved at være flydende, aldrig fast, og Trump vælger altid provokationens vej, fordi provokationer får modstandere til at handle uovervejet, ligesom det at være kontroversiel styrker ens budskab. Læseren ved måske allerede dette, men det er spænende at høre disse overvejelser fra folk helt tæt på en præsident, som omverdenen har svært ved at blive klog på.

 

De impulsive beslutninger, uforudsigeligheden og den nedladende retorik er for Trump-administrationen en taktisk styrke. Men i takt med, at de udenrigspolitiske kriser ruller af sted én efter én, går det op for Woodward, at Trumps politik ikke bygger på en strategi, ja, at Trump sågar mangler en fundamental forståelse for, hvad strategi er udover at ”skabe mere velstand for amerikanerne”. Det er en kras anklage fra en tilsyneladende objektiv journalist, men store dele af de 18 interviews indgår i bogen, og læseren har rig mulighed for at selv at vurdere, om han eller hun er enig i kritikken.

 

Kærlighedsbreve fra Kim

En fremtrædende passage i ’Rage’ handler om optrapningen mellem USA og Nordkorea. Det begynder alvorligt i 2017, da Mattis får besked på at undersøge mulighederne for at angribe det nordkoreanske styre, der bliver ved med at testaffyre ICBM’er. Trumps trusler om ild og raseri afløses dog af en inderlig brevkorrespondance mellem Trump og Kim Jung-un, hvor Kim tiltaler præsidenten ”Deres excellence” og kalder topmøderne mellem de to som en scene fra en fantasyfilm.

 

Ifølge bogen kan CIA ikke fastslå, om Kim er den reelle pennefører, men en CIA-analytiker kalder alt andet lige Kims breve for ”mesterværker”, fordi de taler direkte til Trumps trang til storladenhed og ønske om at bade sig i historiens rampelys. Som bekendt resulterede Kims breve i adskillige møder med lederen af den mest magtfulde nation i verden, og Nordkorea har ikke skruet ned for sin ICBM-kapaciteter.

 

Trumps største krise

Allerede halvvejs inde i ’Rage’ befinder vi os i de sidste dage af 2019. Trump har netop godkendt et angreb på den iranske general Soleimani, men det er ikke kun Irans forventede modangreb, der vækker bekymring i Det Hvide Hus. Rapporter fra Kina fortæller om en ny virus, der spreder sig hastigt.

 

Vicesikkerhedsrådgiver Matthew Pottinger er tidligere Wall Street Journal-journalist, og han trækker i sit gamle kildenetværk i Kina for at få bekræftet alt det, de kinesiske myndigheder ikke vil indrømme. Pottinger vender tilbage til Trump med den profetiske melding om, at virussen udgør den største nationale sikkerhedstrussel i Trumps embedsperiode.

 

Kapitlerne om coronavirussens spredning fra Kina til USA, samt Trump-administrationens kapløb med tiden, er fantastisk godt fortalt. Woodwards afdækning tjener samtidig til det samlede vidnesbyrd om, hvordan Trump har modarbejdet sine egne sundhedsmyndigheder under smitten.

 

I et af de sidste interviews giver Trump sig selv topkarakter for at havde bragt corona under kontrol. Få timer senere udtaler præsidenten under et pressemøde, at situationen formentlig vil blive endnu værre, før den kan blive bedre.

 

For Woodward er forskellen på de to udtalelser – topkarakter for kontrol kontra værre før bedre – endnu et eksempel på, hvordan Trumps lederskab styres af personlige impulser frem for viden, strategi eller et ønske om nationens bedste. Woodward skriver til sidst i bogen: ”Når hans indsats som præsident betragtes i sin helhed, kan jeg kun nå én konklusion: Trump er den forkerte mand til jobbet”.

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *