Nyheder

30. Januar 2017

– Det er svært at rejse hjem igen

Sektionschef i Beredskabsstyrelsen Nicolai Rauhe Kristensen har været udsendt til katastrofeområder mange gange.
Foto: Nicolai Rauhe Kristensen
Tekst: Lars Bo Axelholm, journalist

Sektionschef i Beredskabsstyrelsen Nicolai Rauhe Kristensen har efterhånden været udsendt til katastrofeområder så mange gange, at han har svært ved at holde styr på antallet af missioner.

I november vendte han hjem efter fire ugers indsats i Haiti, og selv om operationen gik godt, er det svært at rejse hjem.

» Jeg kan bedst beskrive synet af katastrofeområdet som om, nogen havde taget en kæmpe stor kam og bare trukket den hen over landskabet. Alle træer var væltet, huse var enten fejet omkuld eller havde mistet taget. Hele området var brunt og raseret. Det lignede en krigszone. «,
Nicolai Rauhe Kristensen.

Det første overblik over katastrofeområdet på den vestlige del af Haiti får sektionschefen, da han ombord på en helikopter flyver ind over byen Jérémie. Det er få dage siden, at orkanen Matthew er fejet hen over et af verdens fattigste lande med vindhastigheder på op mod 75 m/s.

 

– Det var som at ankomme til en anden planet. Vi fløj fra hovedstaden, der var rimelig uberørt, og jo længere mod vest, vi kom, jo værre blev ødelæggelserne.

 

Koordinerer fra hovedstaden
Nicolai og hans kolleger fra EU-kommissionens nødhjælpsenhed ECHO er stationeret i Port au Prince, hvorfra de arbejder med at koordinere arbejdet med at modtage og fordele den internationale nødhjælp, der strømmer ind fra hele verden.

 

Men for at kunne danne sig et reelt overblik over, hvor langt ud i katastrofeområdet, at nødhjælpen er nået, flyver Nicolai altså ud til de hårdest ramte områder.

 

– Det er meget nyttigt for os at kunne flyve ind over området, for fra luften kan vi se, hvor der er hængt blå presenninger op, og så ved vi, at her er nødhjælpen i hvert fald nået frem.

 

Byen Jérémie, hvor helikopteren lander, har cirka 110.000 indbyggere. Her er kort sagt mangel på alt. Husly, mad og rent drikkevand, og der er risiko for en koleraepidemi. Lige ved landingsbanen demonstrerer 50-80 lokale i desperation over deres situation. Det udvikler sig til kamp med politiet, og i den tilspidsede stemning skal Nicolai skabe sig et overblik.

 

– Det var meget lige op i ansigtet. Det var tydeligt, at det var et helt akut problem. Jeg har bestemt prøvet, hvordan desperate mennesker kan vende deres aggressioner mod nødhjælpsarbejdere, det skete i Sydsudan, så det giver da nogle overvejelser, hvordan du agerer i den situation. Vi skal behandle dem med respekt og værdighed og ikke udstille deres elendighed. For eksempel skal jeg være meget diskret, når jeg vil tage billeder af ødelæggelserne, for at kunne dokumentere situationen, forklarer Nicolai.

 

Tilbage i Port au Prince kan Nicolai bruge sin viden fra katastrofeområderne til at skrive en anbefaling, sådan at den nødhjælp, der er til rådighed, bliver fordelt til de områder, der har mest brug for den.

 

– Noget af det positive og spændende ved en operation som den på Haiti, er, at der er ekstrem kort afstand fra tanke til handling. Hvis jeg kan se behovet, og vi har ressourcen, så er det bare at matche de to. Mit arbejde i Beredskabsstyrelsen i Danmark er netop at udsende styrelsens medarbejdere til katastrofeområder, og det kan både gå hurtigt, men det kan også være en stor og bureaukratisk proces.

 

Hurtig indsats
Orkanen Matthew rammer Haiti tirsdag den 4. oktober, og det står hurtigt klart for det internationale samfund, at der er brug for en stor nødhjælpsindsats. To dage senere bliver Nicolai på Beredskabsstyrelsens kontorer i Birkerød spurgt, om han er villig til at tage af sted til Haiti for at koordinere nødhjælpsindsatsen fra EU.

 

Faktisk går det så stærkt med at træffe beslutningen, at han ikke engang har tid til at tale med sin familie, førend han siger ja til opgaven. Fredag morgen klokken 6 sidder han i flyveren på vej mod katastrofeområdet.

» Til at starte med var det den drengede eventyrlyst, der drev mig. Men sidenhen er lidt af magien ved nødhjælpsarbejdet forsvundet. Det er mere blevet et arbejde. «,

– Jeg har så mange missioner på bagen nu, at jeg er én af de erfarne, og derfor bliver jeg også ofte spurgt, om jeg kan tage af sted. At komme ud og arbejde i et nødhjælpsområde er nærmest blevet lidt familiært for mig, fordi jeg kender mange af nødhjælpsarbejderne fra tidligere udsendelser, øvelser og lignende. Jeg kender ikke nødvendigvis de lokale i området, men jeg kender procedurerne i nødhjælpsarbejdet, jeg ved, hvem der taler med hvem, og hvor min rolle passer ind, siger Nicolai.

 

Men selv om de mange internationale missioner har givet Nicolai en solid ballast, så er det ikke ensbetydende med, at arbejdet i et katastrofeområde nogensinde bliver et 8-16-job.

 

Som udsendt under mandat for ECHO, er Nicolais opgave at være ‘EU’s øjne og ører’ i katastrofeområdet, og rapportere tilbage til donorlandene, hvad der er brug for.

 

En typisk opgave er også at koordinere, hvordan den udenlandske nødhjælp kan gøre mest nytte.

 

– Vi fik at vide, at et fransk team med vandrensningsmateriel var undervejs. Min opgave består så i at sætte det franske hold i kontakt med de myndigheder på Haiti, der har ansvar for vandforsyningen, så indsatsen kan komme hurtigt i gang de rigtige steder, forklarer Nicolai.

 

Selv om Haiti er et af verdens fattigste lande og knap har rejst sig siden jordskælvet smadrede landet i 2010, så var det alligevel de lokale myndigheder, der satte sig for bordenden og tog den overordnede styring på nødhjælpsindsatsen. Men det går ikke altid så nemt i alle nødhjælpsområder.

 

– Det kan godt være frustrerende, når du som rutineret nødhjælpsarbejder har en mening om, hvordan vi bedst får nødhjælpen rullet ud, at der så er lokale myndigheder, der med langsommelige beslutningsprocesser forsinker arbejdet. Der må jeg nogle gange bide mig selv i tungen, men omvendt må jeg sige til mig selv, at jeg trods alt kun er i landet i en kort periode, mens de lokale i sagens natur bliver der. Det nytter ikke noget, at jeg hidser mig op, for om tre måneder, så er tingene alligevel som de lokale vil have det. Jeg må nogle gange trække på skuldrene og tænke, ‘ja, det er jo deres land…’, siger Nicolai.

 

Den svære hjemtur

Netop det, at Nicolai og hans kolleger fra de internationale nødhjælpsorganisationer rejser hjem igen, er faktisk noget af det sværeste ved arbejdet som udsendt, forklarer han.

 

– Jeg synes, jeg har en god fornemmelse efter vores indsats i Haiti. Det har haft en stor betydning for de mennesker, der var ramt, at vi kom hurtigt tilstede med nødhjælp. Men bagsiden af medaljen er desværre, at der stadig er mange mennesker, der er i knibe. Selv om katastrofen i Haiti langsomt glider i glemmebogen hos det internationale samfund, så er der stadig mennesker på Haiti, der må leve under rent drikkevand, uden tag over hovedet, og som måske bliver syge af kolera. Efter vi er rejst hjem, er Haiti stadig et af verdens fattigste lande, og indbyggerne har stadig de helt basale behov. Det er hårdt at rejse med tanken om, kunne vi have gjort mere eller kunne vi have gjort noget anderledes?

 

Som udsendt kan du risikere at blive udsat for traumatiske oplevelser. Derfor er det fast rutine, at man skal til debriefing i Beredskabsstyrelsen, lige så snart man sætter foden på dansk jord igen. Hvis der er behov for det, kan man også få psykologhjælp.

» Jeg tror, at jeg har udviklet en faglig distance. På samme måde som en læge udvikler et professionelt forhold til den patient, som han skal fortælle om en kræftdiagnose. Den distance har jeg ikke haft nogle problemer med at holde. Men når jeg rejser hjem, kan jeg godt tænke, at det er synd for de lokale, og at de fortjener mere hjælp. «,

I den første periode efter en mission har Nicolai også svært ved at relatere til de helt almindelige hverdagsudfordringer, som vi kan møde i hverdagen og på arbejdet herhjemme.

 

– De mange missioner har sat spor på den måde, at jeg nok tænker, at vi er meget forkælede. Mange af vores daglige, små problemer bliver bare ligegyldige og uinteressante, og jeg kan have svært ved at forholde mig til, at nu er vores vaskemaskine eksempelvis gået i stykker. Det handler om, at jeg ikke helt har ‘forladt’ katastrofeområdet endnu – det sidder i mig i et stykke tid. Men når der så er gået nogle uger eller måneder, så begynder jeg igen at reagere lige som alle andre og bliver irriteret, hvis toget er forsinket, slutter Nicolai.

 

Foto: Nicolai Rauhe Kristensen

ORKANEN MATTHEW – dobbelt så voldsom som ’Decemberorkanen 1999’ Haiti blev tirsdag den 4. oktober 2016 ramt af den voldsomste tropiske orkan i 52 år, da Matthew passerede hen over den vestlige del af Haiti – og anrettede enorme ødelæggelser og kostede mindst 877 mennesker livet.

 

 

Nicolai Rauhe Kristensen, 38 år, sektionschef i Beredskabsstyrelsen

Startede i Beredskabsstyrelsen som værnepligtig i 1997

Cand. mag. i kultur, kommunikation og globalisering fra Aalborg Universitet

Ansat i Beredskabsstyrelsen siden 1997 (reserveofficer i universitetstiden 1999-2005)

Har været udsendt til blandt andet Sydsudan og Sierra Leone under Ebola-epidemien.
Var i oktober 2016 udsendt til Haiti som koordinationsekspert for ECHO (EU Humanitarian Aid and Civil Protection), der er EU-kommissionens kontor for nødhjælp og civilbeskyttelse.