Log in på Mit HOD:

Debat

13 | 11 | 2019
17. September 2019

Vi skal spørge officererne, hvad de vil

Leder, september 2019
Tekst: Niels Tønning, formand

LEJLIGHEDSVIS FÅR JEG EN OPLEVELSE AF DEJA-VU, når jeg skriver lederen til Officeren. Det emne har jeg da skrevet om flere gange, og hvor længe var det lige siden sidst? Men nogle udfordringer forsvinder desværre ikke bare med tiden og opnår ofte fornyet aktualitet. Sådan er det desværre med fastholdelse, og faktisk er det kun tre numre siden, at jeg sidst berørte emnet.

 

Når jeg så alligevel vælger igen at skrive om fastholdelse, så er det, fordi de seneste officielle tal for personaleomsætning i Forsvaret mildest talt er alarmerende, men også fordi jeg oplever, at Forsvaret i noget omfang fægter lidt i blinde – og af enten nød eller forsæt agerer til ugunst for officerskorpset.

 

Det sidste års tal for personaleomsætningen taler desværre et tydeligt og skræmmende sprog. Selv om høj personaleomsætning betyder kompetencetab og ressourcer til oplæring af nye, så er det dog håndterbart, hvis afgang og tilgang balancerer. Sådan forholder det sig ikke. På Forsvarsministeriets område er personaleomsætningen med 13,7% for overenskomstansatte premierløjtnanter kun overgået af civile fuldmægtiges 17,9%. Men modsat de fuldmægtige, hvor der over det sidste år er tilgået næsten dobbelt så mange, som er afgået, så er det modsatte gældende på officersområdet. Området er svært gennemskueligt, for ligesom en afgang af fuldmægtige kan skyldes, at de er blevet specialkonsulenter, så må det også antages, at afgangen fra kaptajnsgruppen er indhentet ved udnævnelse af premierløjtnanter. Men for at gøre en lang udredning kort, så er der over det sidste år netto forsvundet 128 officersårsværk, medens antallet af civile akademikere i samme periode er øget med 125 årsværk.

 

Jeg vil indledningsvis antage den positive tilgang, at denne udvikling ikke er udtryk for en bevidst strategi om at erstatte flest mulige officerer med civile akademikere, og jeg kan derfor også mønstre en vis forståelse for, at styrelser og stabe, der uden held søger officersstillinger besat ved opslag, ultimativt søger opgaverne løst ved ansættelse af civile akademikere. Jeg har ofte udtalt, at der ikke skal være officerer i stillinger, hvor deres faglighed og kompetencer ikke er nødvendige eller på anden måde tilfører værdi, men antallet af sådanne stillinger, som efterhånden er besat med ikke-officerer, er markant – ikke kun i antal, men også i beslutninger, som af militært personel ofte opleves ikke at være i Forsvarets tarv, uforståelige eller sågar direkte tåbelige.

 

Hvis man positivt medgiver, at reduktionen af officersårsværk er nødtvungent, og at Forsvaret også helst så de nævnte stillinger besat med de rigtige officerskompetencer, så er en konsekvent og aktiv indsats for fastholdelse både nødvendig og økonomisk ansvarligt. Det burde efterhånden være tydeligt, at Forsvaret i konkurrence med det øvrige arbejdsmarked ikke kan rekruttere sig ud af udfordringerne. HOD er ikke færdige med en beregning af, hvad det samlet set koster at uddanne en premierløjtnant, men et forsigtigt skøn kunne være tre års løn, svarende til den tidligere OGU-officers tjenestepligt. Det er derfor – som indikeret – heller ikke godt købmandskab at bruge en lille million på at uddanne en premierløjtnant, som vælger at forlade Forsvaret, inden han eller hun bliver kaptajn.

 

Jeg tror faktisk, at Forsvarets ledelse på flere niveauer oprigtigt ønsker at ændre situationen, men at man ikke har et klart indtryk af årsagerne til øget afgang, og derfor har svært ved at vælge de rigtige værktøjer. Samtidig tager chefer i noget omfang et kortsigtet hensyn til enheden eller opgaven, og ja – det kan være irriterende, at en ung officer søger anden tjeneste, uddannelse, ikke ønsker en midlertidig rotationsstilling fjernt fra hjemmet eller har behov for tid til familien, men hvis alternativet er en opsigelse?

 

Denne og flere relaterede problemstillinger beskrives i bladet i et interview med chefen for Air Control Wing, oberst Kern Oddershede, og han peger blandt andet på, at enheden bør afstå fra suboptimering og udvise helhedssyn. I artikelserien om de første officerer af den nye uddannelsesordning, bringer vi denne gang et interview med premierløjtnant Tilde Schwaner ved Trænregimentet. Artiklen siger mig, at Forsvaret både aktivt men også uforvarende, har fået skabt nogle vilkår, hvor en ung officer, der tager kampen og bliver i Forsvaret fortjener ros for sin dedikation, vedholdenhed og tålmod. Både den artikel og læserbrevet ”Min eller forsvarets mand” viser tydeligt, at Forsvaret ikke kan negligere officerens berettigede krav om et privat- og familieliv. Officerens husstand er ikke længere trosset, der automatisk fulgte enheden til Dannevirke. Hverken Forsvaret eller HOD kan sætte sig og lave en plan for fastholdelse, hvis ikke vi starter med at erkende, at Forsvaret kun kan skabe muligheder på en buffet, for det er officeren selv, der må vælge. Den enkeltes ambitioner, forventninger og behov er forskellige og varierer efter geografi, familieforhold, livsfase og meget andet, og vi kan ikke lave one-sizefits- all.

 

Vi kan dog starte med at plukke nogle lavt hængende frugter. Accepter at tjenesteplaner er aftaler mellem to ligeværdige parter. Deres formål er at udvikle officeren – og ændringer er aftalt og begrundet i udvikling, ikke et middel til dynamisk at stoppe huller ved tjenestestedet.

 

Slå alle ledige premierløjtnantsstillinger op, og anerkend, at officeren selv vælger, hvor han eller hun vil bo. Nogle kan med de rette vilkår godt acceptere at gøre tjeneste fjernt fra hjemmet, andre kan ikke. Forsvaret kan enten vælge at understøtte den enkeltes ønsker, eller indstille sig på at undvære vedkommende permanent.

 

Der er sikkert mange andre mulige tiltag, men jeg vil ikke påstå, at jeg sidder med de vises sten. Derfor bør både vi i HOD, og ikke mindst Forsvaret, spørge dem det drejer sig om – Officererne.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *