Search
Generic filters

Debat

09. September 2022

Krænkelser og HR-politik

Leder, september 2022
Tekst: Niels Tønning, formand

JEG ER SJÆLDENT I TVIVL OM, HVAD EMNET FOR MIN LEDER BØR VÆRE. Men denne gang var jeg på den ene side mest tilbøjelig til at adressere dønningerne fra Operation X og de mange ofte dilemmafyldte valg, som nu skal og må foretages for at imødegå krænkende adfærd. Og på den anden side er en ny HR-politik på trapperne, som er afgørende i løsningen af Forsvarets udfordringer med især fastholdelse af personel.

 

Jeg er fuldstændig enig med både ministeren og forsvarschefen i, at krænkende adfærd ikke kan eller må accepteres. At ingen må vende ryggen til påståede eller oplevede krænkelser. Det ligger fuldstændig fast, at der er handlepligt.

 

Jeg indstiller derfor også til, at vi alle i fællesskab nu fokuserer på den forebyggende indsats og selvfølgelig slår ned på de krænkelser, som fortsat vil forekomme. Det er utopi at tro, at vi helt kan undgå sager. Det er vist en fair udlægning efter Operation X, at det vigtigste er, at krænkede oplever at blive taget alvorligt, at der ageres, når sager opstår, og at

krænkende adfærd har en konsekvens.

 

Jeg tror først og fremmest, at det er vigtigt, at vi taler højt om det. At vi sammen skaber rum til at sige fra, hvis man hører eller ser noget, som man føler ikke er ordentlig opførsel. Der har vi allerede rykket os langt, men man kan altid blive bedre.

 

Det er forhåbentlig indlysende, at grove og måske endda kriminelle fysiske krænkelser er uacceptable. Det står ikke til diskussion. I de sager vil vores fokus som faglig organisation oftest være indskrænket til at sikre, at krænkerens afsked med Forsvaret sker efter reglerne. Jeg kan dog heller ikke genkende udlægningen i medierne for nylig fra Venstres

folketingsmedlem, Anne Honoré Østergaard, om, at Forsvaret skulle have undladt at handle på egentlige fysiske overgreb.

 

Det er også lige så givet, at vi desværre stadig kan opleve en grov omgangstone og sprogbrug, som ikke bør forekomme i dagens Danmark. Det skal vi også hjælpe hinanden med at ændre, og det kan vi kun gøre sammen. Men det er også en af de mere lavt hængende frugter at gøre noget ved, og der har vi som ledere og chefer en afgørende rolle.

 

Det er imidlertid i området mellem disse to yderpunkter, at de største ledelsesmæssige udfordringer og dilemmaer ligger. Det er ikke chikane eller mobning at indkalde en person til en sygesamtale, at føre kontrol eller kritisere manglende kvalitet i

opgaveløsning eller at give en skideballe eller en dårlig, men korrekt bedømmelse. Det er desværre aktuelle sager, vi sidder med, ligesom vi oplever, at chefer holder MUS for åbne døre og tager bisidder med og helt undlader at deltage i sociale arrangementer på tjenestestedet.

 

Forsvaret skal være en tryg arbejdsplads for alle, både medarbejdere, ledere og chefer. Vi skal passe alvorligt på, at de åbenlyse styrker i vores kultur og vores kampevne ikke kastes under bussen for at vise handlekraft over for krænkelser.

 

Emnet vil givet fylde meget i den kommende tid, og jeg vil deltage aktivt derude, men her på lederplads kan jeg ikke undlade også at kommentere på Forsvarets kommende HR-politik. Forsvarets- og ministeriets ledelse har nemlig i forlængelse af netop gennemførte temadrøftelser i hovedsamarbejdsudvalget lagt sig fast på, hvilke af politikkens

initiativer man vil fremme i de kommende forligsforhandlinger.

 

Overordnet set vil udkastet til den ny politik være et skridt i den rigtige retning, og det indeholder da også flere gode tiltag til at mindske afgangen og genskabe en god arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde personel med de rette kompetencer. En ændring af bemandingssystemet og mobilitetsfremmende initiativer er dog nok de initiativer, som vil

flytte mest for officersgruppen, mens effekten af de øvrige initiativer formentlig vil være mere behersket.

 

Det er imidlertid ikke min oplevelse, at Forsvarets myndigheder og personel har været hørt, og at de valgte initiativer derfor ikke nødvendigvis er de vigtigste eller det, som man lokalt ville have prioriteret. Min største bekymring – som jeg også har rejst skriftligt – er, at HR-politikken ikke tager nødvendige livtag med de strukturelle udfordringer, som ligger til grund for store dele af den øgede afgang.

 

HR-politikken sikrer således ikke en optimal bemanding i den operative struktur, og enhederne vil fortsat være belastet af fravær og mangler. Hvor f.eks. lønsum til fuld bemanding og genindførelse af uddannelsesårsværk af flere årsager burde prioriteres.

 

Tilsvarende burde politikken efter min opfattelse igen have gjort gymnasieuddannelserne adgangsgivende til officersuddannelsen og gjort uddannelsen mere praksisnær med prioritering af militære kompetencer. Politikken genskaber heller ikke et ledelsesrum, hvor den operative chef reelt kan prioritere og bestemme den nødvendige støtte fra de støttende

styrelser og enheder. Endelig burde politikken i et officersperspektiv genindføre tjenestemandsansættelserne eller

subsidiært sikre, at ulemper honoreres på samme niveau for overenskomstansatte og tjenestemænd.

 

Det er vigtigt, at vi nu ikke stiller os tilfredse med det halvfyldte glas, men at vi både i de interne forligs forberedelser og i vores eksterne relationer fortsat flager bekymringerne op. Personaleområdet er politisk meldt ud som det vigtigste element af det kommende forlig, og hverken internt i Forsvaret eller politisk kan vi leve med en ny politik, som bliver netop utilstrækkelig.

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *