DET SENESTE ÅRS TID HAR ORD SOM EMBEDSMISBRUG, inhabilitet, svindel og kulturen i Forsvaret været fremherskende, når jeg gentagne gange er blevet interviewet af stort set alle medier, der beskæftiger sig med forsvarsstof. Weekenden, hvor jeg skriver dette, var ingen undtagelse. Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, DR, Olfi og TV2 News ville alle høre, hvordan jeg forholdt mig til ministerens bekendtgørelse af Operation Bedre Kulturs 10 initiativer. Er det nødvendigt? Hvorfor/hvorfor ikke? Og vil det hjælpe?

Selv om sagerne i virkeligheden kun i et vist omfang vedrører officerer, så har især den ene sag, som gør, fyldt meget. Og efter min mening med rette. For befolkningen skal ubetinget kunne have fuld tillid til vores integritet, loyalitet og ærlighed i krig som i fred. Og det bekræfter jeg da også, at den kan, hver gang jeg har muligheden. En afvigende enkeltsag siger intet om den toneangivende kultur i Forsvaret. Jeg er da dermed også delvis enig med de forsvarsordførere, der kommenterede ministerens nye tiltag som en unødig mistænkeliggørelse af alle ansatte i Forsvaret og nok i særlig grad officerer. Det er vel ikke ministerens opgave at tale et problem op. Snarere ned.

Alligevel vil jeg gerne anerkende, at ministeren er nødt til at reagere – for noget må der gøres, ellers tror jeg ikke, at det stopper. Pressen vil – og skal – fortsat agere som vagthund, også selv om den dermed både er en del af løsningen og en del af problemet. For enhver kritik vil i udgangspunktet få politisk medhold.

Derfor bliver vi alle også nødt til selvkritisk at forholde os til udfordringerne. Har vi selv reageret på vedholdende rygter, eller har vi ladet en nagende tvivl komme andre til gode? Selv tror jeg, at bevidstheden om korpsånd, at kæden ikke er stærkere end det svageste led, og at vi har hinandens ryg, sidder så dybt, at vi bliver utrygge, hvis tilliden til andre udfordres. Men det må bare aldrig føre til, at vi af misforstået loyalitet dækker over pligtforsømmelser, embedsmisbrug eller egentlige ulovligheder. Det, tror jeg, heller ikke sker.

Som chef har man handlepligt, hvis man bliver opmærksom på ulovligheder, og derfor er det ansvarspådragende ikke at gøre noget. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen og oftest i gråzonen mellem sort og hvidt. Dér, hvor noget nok er betænkeligt, måske også kritisabelt, men måske ikke strafbart. Der kan man nu åbenbart være sikker på, at det kan få en karrieremæssig konsekvens ikke at gribe ind. For mig er det nærmest det modsatte, der er vigtigt at få slået fast: At det ikke får karrieremæssige konsekvenser, hvis man siger noget. Den opfattelse – og oplevelse – har mange desværre haft.

Det er derfor helt centralt nu at få skabt tillid til, at det ikke længere er tilfældet. Jeg ser udnævnelsesrådet i det nye chefbemandingssystem, der har været undervejs i omkring fem år, som et meget væsentligt skridt i den retning, men det kan da godt være, at det skal suppleres med genindførelse af en personaleinspektør, der som uvildig instans, kan behandle anker over bedømmelser. Modsat må det bare heller ikke føre til, at chefer ikke tør give retvisende bedømmelser.

Ser vi på planens øvrige initiativer, så er de isoleret set vel mere indskærpelser end skelsættende nyt.

Genetablering af lokalt ansvar på etablissementsområdet har af helt andre årsager længe været en påkrævet korrektion af en problematisk styrelsesmodel, og hvis jeg fejlagtigt har troet, at deklaration af egen interesse og flere øjne-princippet ved indkøb allerede var gældende, så kan indførelsen for alles skyld da kun gå for langsomt. Jeg tror bare ikke, at nogen har været i tvivl om chefansvaret.

Jeg har i pressen været positiv over for pakkens uddannelsesinitiativ. Ikke fordi jeg tror, at nogen officerer er i tvivl om god forvaltningsskik eller habilitetsregler, men fordi den nære støtte til chefen er erstattet af partnerskaber og administrative fællesskaber med tvivlsom forståelse for og indlevelse i den operative kernevirksomhed. Det er derfor blevet mere vigtigt end nogensinde, at chefen har et så grundigt og ajourført kendskab til love, bestemmelser og aftaler, at han eller hun kan stille de rigtige spørgsmål for også at kunne stole på de svar, der gives.

Alle laver fejl, og det skal der være plads til, men der er forskel på fejl og svindel, som selvfølgelig aldrig må forekomme og skal straffes derefter. En nulfejlskultur har ingen behov for, til gengæld er der behov for en minister, der klart udtrykker tillid til Forsvaret. Ingen soldater vil rejse ud og udføre den hårde del af jobbet, hvis der ikke er ubetinget tillid fra den politiske base hjemme i Danmark. Tillid er altafgørende, og det går begge veje.