Search
Generic filters

Debat

08. April 2022

Personellet er altafgørende

Leder, april 2022
Tekst: Niels Tønning, formand

SELV OM DEN RUSSISKE INVASION i Ukraine unægteligt er en trist og ulyksalig baggrund, så har den ført til en sikkerhedspolitisk opvågnen på Christiansborg. Manifesteret i det nationale kompromis med en øjeblikkelig saltvandsindsprøjtning på i alt 7 mia. kr. i 2022/23 og et håndslag på at opfylde NATO’s målsætning på 2% af BNP. Det gavner ikke noget at prøve at placere et ansvar for den situation, vi eller vores allierede nu står i, men vi kan have

en berettiget forventning om, at alle muligheder nu udnyttes for hurtigst muligt at få standset ulykken og genskabe et forsvar, som både vi og vores allierede kan have tillid til.

 

Ingen må være i tvivl om, at opgaven er kolossal. Vi er langt fra at indfri målsætningerne fra både forrige og indeværende forlig. For ikke at tale om det styrkemål, vi har stillet NATO i udsigt. Vi har hverken det nødvendige materiel eller personel,

og hele mind-settet er flyttet fra at skabe militær effekt på kamppladsen til en kamp for outsourcing, facility-management og diversitetsstrategier.

 

Forsvaret er ikke som nogen anden statslig arbejdsplads, og det er nu på høje tid, at de regnearksfikserede virksomhedsteoretikere viger pladsen for Clausewitz, Mahan, Douhet og Warden. Jeg taler ikke for, at alle i Forsvaret nu skal

bære uniform, men det nytter heller ikke noget at fastholde politikken om, at alle stillinger, der ikke direkte kræver militær ansættelse, i udgangspunktet er civile. Det fjerner fokus fra opgaven og mindsker robustheden. Alternativt var der vel

heller ikke noget i vejen for at kræve, at alle civilt ansatte har modtaget militær uddannelse, der gør dem indsættelsesbare – når deres fredsfunktion i yderste situation bliver overflødig.

 

Uanset hvad man vil med værnepligt, og hvilke kapaciteter man politisk ender med at ønske sig, så vil den største udfordring formentlig blive, at Forsvaret reelt har mistet evnen til at opskalere.

 

Det bliver svært nok i sig selv at skaffe materiel. Her taler jeg ikke om eventuelle nye våbensystemer, kampvogne eller flådefartøjer. Mobiliseringsforsvaret er afskaffet, og der er derfor ikke lagre af håndvåben, udrustning eller

uniformer til en ny mobiliseringsstyrke. Desuden er der et meget stort vedligeholdelsesmæssigt efterslæb på

bygningsmassen, og der er ikke kapacitet til at indkvartere flere værnepligtige – slet ikke når de nødvendigvis

skal være værnepligtige i længere tid.

 

Den største udfordring bliver at skaffe nok officerer og øvrige befalingsmænd. Der er ikke officerer eller øvrige befalingsmænd til den aktuelle struktur, og der skal bruges mange flere for at skalere. Det var ikke uden grund, at Tyskland efter fredsslutningen i Versailles valgte, at den begrænsede hær på 100.000 mand hovedsageligt skulle bestå af netop officerer og øvrige befalingsmænd, for dermed sikrede man evnen til hurtigt at kunne skalere styrken ved at indkalde og uddanne menige soldater.

 

Politisk har man med uddannelsesreformen i Forsvaret reduceret hvervegrundlaget for officerer til et niveau, hvor man end ikke kan rekruttere og fastholde nok officerer til den nuværende struktur, og med reformens ’just-in-time’-princip har man

kastet den dygtige og erfarne soldat af alle grader under bussen. Personellet er ikke kun den vigtigste ressource – det er altafgørende. Hvis den aktuelle negative spiral skal brydes, skal afgangen standses og tilgangen øges. Det kræver akut handling og koster en stor del af de afsatte 7 mia. kr., for lagrene skal fyldes, og de officerer og sergenter, der i næste

forlig skal uddanne ekstra værnepligtige og konstabler, skal ansættes nu.

 

Sidst, men ikke mindst bør man politisk også indstille sig på, at man ikke i folketinget kan afgøre om 2033 er tidligt nok, eller om 2% er nok – det vil kun tiden vise. Med min erfaring fra adskillige forlig kan jeg godt se, hvorfor nogle mener, at 2033 er det realistiske mål, men jeg tror til gengæld også, at det er et skøn baseret på den aktuelle bemanding i indkøbsfunktionen,

leveringsudfordringer og udbudsregler samt mangel på byggematerialer og håndværkere. Men det er der også politiske løsninger på. Det tog trods alt ikke 11 år for USA at gå fra et nær nul ved Pearl Harbour til at være verdens største militærmagt i 1945. Man skal bare oprigtigt ville det.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *