Search
Generic filters

Debat

09. Februar 2021

Officerer skal blande sig i forsvarsdebatten

Leder, februar 2021
Tekst: Niels Tønning, formand

2021 ER HELT SOM FORVENTET startet i højt gear. I skrivende stund er det, der fylder mest, men som også byder på helt nye vilkår, overenskomstforhandlingerne, som vi forhåbentlig får afsluttet planmæssigt d. 4/2 i Skatteministeriet.

 

De færreste er sikkert vidende om, at vi som en del af akademikerne ikke kun er engageret i de statslige forhandlinger, men også deltager i forhandlingerne på de regionale og kommunale områder. Det nye vilkår er – som i mange andre sammenhænge –, at forhandlingerne gennemføres i en blanding af virtuelle og fysiske møder. Det i sig selv har besværliggjort optakten og stillet større krav til det tekniske forarbejde og den nødvendige koordination både internt i HOD, i dialogen med Forsvaret og Akademikernes medlemsorganisationer og forhandlingsfora. Samtidig sætter den usikre økonomiske fremtid og en kraftig opbremsning i den private lønudvikling en ramme, som forventeligt vil skabe en ‘vedligeholdelsesoverenskomst’ uden mærkbare fremskridt som dem, vi fik forhandlet hjem i 2018. Læs i øvrigt interviewet om overenskomstforhandlinger med forhandlingsdirektør Sofie Nilsson på side 14.

 

Da intet er sikkert, før bjørnen er skudt, og skødet er skrevet, er jeg jo ikke 100% sikker på resultatet af vores forhandlinger med Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Det tegner dog i øjeblikket til, at til trods for, at vi billedligt talt må spise af egen hale ved en ændring af tidligere aftaler, så opnår vi et tilfredsstillende resultat. Det vil vi efter sædvanlig praksis orientere om, når vi er færdige.

 

Overenskomstforhandlingerne var som nævnt ikke nogen overraskelse, men året har også allerede budt på flere andre situationer, som i stort og småt har stjålet eller krævet vores opmærksomhed.

 

Jeg troede – måske lidt naivt -, at vi havde lagt usikkerheden om ytringsfriheden i Forsvaret for et par forsvarschefer siden bag os, men så må vi hellere tage den igen: Forsvarspolitik uden et solidt militærfagligt afsæt er ikke bedre end coronastrategi uden Brostrøm, Senderovitz og Ullum. Politikere er valgt på holdninger, ikke på konkret viden. De står i prioritering af nationale værdier og interesser til ansvar over for vælgerne for at sikre det bedst mulige Danmark for eftertiden – ikke kun den aktuelle valgperiode. Desuden kan politikere hele tiden skiftes ud eller rykkes til et andet ressortområde. Politikerne bør derfor koncentrere sig om at definere, hvilken sikkerhed eller effekt de ønsker, at Forsvaret

skal levere. Det hedder forsvarspolitik. De skal så lade fagligheden vejlede dem i, hvordan det bedst kan opnås. Det er derfor

både legalt og – synes jeg – næsten en pligt, at officerer blander sig i forsvarsdebatten med faglige indspark. Ikke med politisk motiverede indlæg, for så hører hverken befolkningen eller oppositionen det upolerede militærfaglige råd, og

så risikerer vi, at Forsvarets styrke forringes af en uskøn sognerådspolitisk kamp om arbejdspladser, profilering på vigtige, men underordnede temaer og køb af materiel, der primært ser godt ud på Twitter, men ikke nødvendigvis vil give den ønskede effekt. Fagligheden er garant for optimale løsninger, og hvis man ikke respekterer det, er mange politiske

spørgsmål for vigtige til at overlade alene til politikere. Jeg synes, at vi på dette område burde se mod blandt andet Norge, hvor den forsvarspolitiske debat tager udgangspunkt i en offentlig anbefaling fra forsvarschefen.

 

Ligesom det militærfaglige råd ikke bør påvirkes af politiske dagsordener, så er det tilsvarende vigtigt, at pressen, som samfundets vagthund, selv sætter sin dagsorden. Når journalister beder om et interview, finder jeg det naturligt, at man selvfølgelig helst vil udtale sig om de udfordringer, man selv lægger vægt på, men man er på et galt spor, hvis man afviser at

møde pressen om andre forhold. Tilsvarende må man også have tillid til, at ens ansatte specialister kan møde pressen uden opsyn. Jeg kan ikke vide, om pressen har bragt et 100% retvisende billede af ministerens og forsvarschefens meget omtalte

dobbeltinterview med Ritzau, men som pressepolitisk eksempel er det desværre ikke uden lignende fortilfælde. For mig er

politisk topstyring af Forsvarets kommunikation ikke fremmende eller værdig for en demokratisk nation og kan være et bekymrende tegn på, at det ikke kun er i krig, at sandheden er det første offer.

 

Heldigvis rokker de nævnte forhold ikke ved en generelt meget positiv oplevelse af samspillet med ministeren, den nye departementschef og den nye forsvarschef. Alle både signalerer og demonstrerer et ønske om dialog og ikke mindst en vilje  til at opnå resultater i et tæt og forpligtende samarbejde med de faglige organisationer. Et signal, som allerede synes at være trendsættende for de øvrige styrelser.

 

Det er derfor ikke uden en vis optimisme, at jeg ser ind i 2021. Og derfor må der også – endnu – være tillid til, at HOD’s medlemmer trygt kan ytre sig offentligt.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *