-->

Debat

01 | 05 | 2024
11. Februar 2020

Forsvaret er blevet effektiviseret til ineffektivitet

Leder, februar 2020
Tekst: Niels Tønning, formand

JEG FØLGER SELVFØLGELIG DEBATTEN om ændringer i den kommunale udligning. Særlig interessant er det at følge intentionerne med at strømline de store kommuner ved at reducere antallet af borgmestre. Alle de anførte argumenter peger reelt på det uhensigtsmæssige i en tung styrelsesopdeling – og det lyder jo nok bekendt i de fleste officerers ører.

 

Det er ikke første gang, jeg retter skytset mod styringsmodellen for Forsvaret, men i Forsvarets operative virkelighed er den korrigerende adfærd stadig svær at få øje på. Mange ved Forsvarets operative enheder fortæller mig, at de ofte må bruge flere ressourcer på det forudsætningsskabende end på selve kerneopgaven for at sikre en acceptabel materiel-, personel- og etablissementsinddækning.

 

Jeg er sikker på, at man internt i hver af de funktionelt støttende styrelser mener at have sig målet for øje, men faktum er, at de internt ofte styrer efter en anden logik end den, den nødvendige prioritering af Forsvarets operative virke forudsætter. Det kan – med udgangspunkt i den holdning, jeg præsenteres for fra Forsvarets ledelse – f.eks. ikke være acceptabelt, at noget så enkelt som løsskydningsforstærkere kun kan udleveres til en tredjedel af de værnepligtige, at indkvartering står uden strøm eller vand, at personel sættes til opgaver, det ikke er uddannet til, eller pålægges et ansvar for at godkende en arbejdstid, det ikke kan kontrollere.

 

Forsvaret har også bidraget til at besværliggøre hverdagen. I flere enheder skal man nu bruge mere tid på forvaltning end før indførelsen af administrative fællesskaber, uden at personellet har de nødvendige forvaltningsmæssige kompetencer eller adgang til DeMars og samtidig må udfylde kompetencegab i en på flere områder usammenhængende uddannelsesstrategi.

 

Alt sammen med en generelt for lav bemanding, der får intentioner om just-in-time kompetenceudvikling og on-the-job-training til at klinge hult, når man som ung officer skal yde max fra dag 1 og med ofte ændrede tjenesteplaner kastes rundt som gab-filler.

 

Aktuelt ser vi sekondløjtnanter fungere som næstkommanderende i værnepligtskompagnier, ser oversergenter udsendt i INTOPS som delingsførere, et utal af officerer i funktion i højere stilling, disponenter uden forvaltningsuddannelse, faglærere og planlæggere for skydning uden skydelederuddannelse, enhedsbefalingsmænd uden taktisk indsigt eller erfaring etc. Listen er ikke udtømmende, men den indikerer kraftigt et bilede af et Forsvar i kompetencemæssigt frit fald.

 

Det er min oplevelse, at der fra top til bund er stor forskel i oplevelsen af Forsvarets situation, og ikke mindst de heraf affødte konsekvenser for dagligdagen og fastholdelse af personel. Det må principielt betyde, at der er en brist i enten kommunikation eller perception, og det er derfor, vi som faglig organisation er nødt til at kaste os ind i kampen. Nogen må fastholde fokus på kejserens mangelfulde beklædning og bekæmpe suboptimeringer, der har mere eller mindre direkte indflydelse på Forsvarets evne til at fastholde personel med de for Forsvaret nødvendige kompetencer.

 

Forsvarets ansatte har i løbet af 10 års vedvarende krav om effektiviseringer oplevet en konstant forringelse af deres vilkår. Effektiviseringer, som efter min opfattelse på mange områder reelt har ført til ineffektivitet og krævet, at personellet bredt – og officersgruppen specielt – skal spilde sparsom tid på ting, som bare burde spille. Samtidig er det desværre fremherskende, at sager, som vi rejser over for FPS, ganske ofte – og tit efter en urimeligt lang sagsbehandling – afgøres til ugunst for personellet og uden skelen til, hvad der reelt er til Forsvarets bedste.

Ikke fordi det vil være dyrt eller præcedensskabende, men fordi man kan, og fordi Finansministeriets vejledning sanktionerer det. Alt sammen forhold, der ikke fremmer fastholdelsesbestræbelserne.

 

Hvis Forsvaret skal levere den vare, man politisk har bestemt, så kræver det en koncernfælles indsats, for at vi når i mål med fastholdelsesindsatsen. Det er kortsigtet at stille sig tilfreds med, at opgaverne løses med et passende ressourceforbrug, for den billigste løsning vil ofte være for dyr på den lange bane.

 

#UdenKompetentPersonelIntetForsvar

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *