Log in på Mit HOD:

Debat

15 | 07 | 2019
13. December 2018

En habil kultur

Nepotisme eller bare mistanke om nepotisme skal undgås. Begge dele er ødelæggende.
Leder, december 2018
Tekst: Niels Tønning, formand

DET ER IKKE RART, når der bliver sat spørgsmålstegn ved vores professionalisme og vores værdier. Ikke at man ikke må stille spørgsmål, for det ikke bare må, men skal man. Diskussion skal der være plads til, og det har der så været gennem den seneste tid. Der er rodet op i sager, som vi alle selvfølgelig helst havde set slet ikke eksisterede.

De fem habilitetssager har ikke kun optaget medier og valgkampfokuserede politikere, men også været samtaleemne i Forsvaret på de fleste af mine medlemsmøder og HOD-kurser. Reaktionerne er ikke de samme, men der er trods alt mere, der forener end skiller vandene. Heldigvis er der ingen, der betvivler, at forvaltningslovens habilitetsregler også gælder i Forsvaret, men der er en del, der er blevet overrasket over, hvor vidtrækkende loven reelt er.

To af sagerne knytter sig til højtstående officerer og førte til overskrifter om en syg ledelseskultur i Forsvaret. For en lille faggruppe, som officererne er, kan det være bekymrende at blive sat i bås eller stigmatiseret på den måde. Men en ting skal vi være klar over: når mistanken først er der, så hænger den ved. Derfor er alle også bedst tjent med, at sagerne bliver undersøgt, så vi kan få en afklaring, sætte punktum og komme videre. I skrivende stund bliver den ene af de to sager stadig undersøgt.

 

I kølvandet på sagerne har jeg flere gange måttet forsvare kulturen i Forsvaret. Det har ikke faldet mig svært, for sagerne er efter min opfattelse ikke repræsentative for den høje moral, der kendetegner ansatte i Forsvaret. Alle politikere på Christiansborg er jo heller ikke kriminelle, fordi en enkelt tages med fingrene i kassen eller i en spirituskontrol.

 

Officersgerningen er særligt betroet, og vores arbejdsområde er på vegne af nationen. Befolkningen og politikerne skal have tillid til os, og det er mindst lige så vigtigt, at der internt i Forsvaret er tillid til vores ledelse og til ledelserne i styrelserne. Den tillid har lidt et knæk, og det skal få alle til at tænke sig godt om.

 

Nepotisme eller bare mistanke om nepotisme skal undgås. Begge dele er ødelæggende, og det er først og fremmest ikke nødvendigt. Det er vigtigt for alle at tænke sig om, men det er især vigtigt, jo højere oppe i hierarkiet man befinder sig.

 

Lukkethed og manglende tilgængelighed for medarbejderne til ledelsen og medarbejdernes mod til at gå til ledelsen med oplysninger om særligt prekære forhold er essentielt i dette. I sit første interview til dette blad opfordrede den nuværende forsvarschef til at sige sandheden: ’Sig tingene, som de er’. Det handlede blandt andet om, at ledelsen ikke kan løse udfordringer, som de slet ikke ved eksisterer. Og om at være mere konkret end blot at konstatere, at ingenting virker. Men det handlede også om at sige, hvis noget ikke helt var, som det burde være – på alle fronter. Og den opfordring vil jeg gerne gentage her. Vi skal først og fremmest kunne sige tingene, som de er, og som vi ser dem internt. Og hvis det for eksempel drejer sig om mulig inhabilitet, så skal det være helt naturligt at række fingeren i vejret og stille spørgsmålet, om alt nu er, som det skal være.

 

Sidst da ytringsfrihed var til debat, udtalte Folketingets ombudsmand i et foredrag om emnet noget i retning af, at uanset om en ledelse reelt tillader en fri debat, så nytter det ikke noget, hvis de ansatte tror, at udtalt kritik vil have en konsekvens. Det vil formentlig være et langt sejt træk at genoprette tilliden, og selv mindre fejl vil slå brikken tilbage til start. Jeg tror derfor, at Forsvarets ledelse får brug for forslag til tillidsskabende tiltag. Helt konkret kunne man starte med at skabe større åbenhed om stillingsbesættelser. Man kunne for eksempel give organisationerne en plads i ansættelsesudvalg og kommunikere tydeligt og proaktivt, hvis man vil beordre frem for at følge strategiens princip om stillingsopslag.

Til gengæld tror jeg ikke personligt, at en whistleblower-ordning vil gavne. Dels fordi jeg føler mig temmelig sikker på, at deciderede ulovligheder vil blive anmeldt, og at den kritik, jeg oftest hører, netop ikke vedrører strafbare forhold. Og dels fordi vi allerede har muligheden for at kontakte Forsvarets Auditørkorps, Forsvarets Interne Revision eller sågar ombudsmanden, hvis vi ikke vil rejse en sag ad kommandovejen. Endelig burde man som officer heller ikke have betænkelighed ved at rejse sagen over for HOD.

 

Jeg er ret sikker på, at flere af de sager, vi har set, kunne have været undgået, hvis de pågældende chefer havde fået en ordentlig rådgivning. Det kræver dog, at man som chef er tilgængelig for rådgivere, der så skal have lov til at udføre jobbet som rådgiver – uden konsekvenser.

 

Bundlinjen er vel, at det kun kan være i alles interesse at bruge de aktuelle sager til at debattere til fordel for en åben, habil kultur i Forsvaret.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *