Search
Generic filters

Debat

08. September 2021

Den oversete konflikt

Leder, september 2021
Tekst: Niels Tønning, formand

SOMMEREN IGENNEM HAR DEN ENE STORE SPORTSBEGIVENHED AFLØST DEN ANDEN, men det er nok kun en del af forklaringen på, at de 10 ugers sygeplejerskestrejke ikke har fyldt meget i mediebilledet. En anden og vigtig pointe er formentlig, at det for mange står lidt hen i det uvisse, hvad konflikten egentlig drejede sig om. Selv om det sikkert er klart nok, at sygeplejerskerne kræver mere i løn, så fremstod det i medierne også, som om sygeplejerskerne i gennemsnit får en ganske god løn. Men hvordan kan man objektivt forholde sig til, om sygeplejerskers lønninger, eller for den sags skyld alle andre faggruppers lønninger, er rimelige?

 

Noget af det, som har været fremme i debatten, var tjenestemandsreformen af 1969, som efter en lønkommission justerede en reform fra 1919, der lønindplacerede de offentligt ansatte i lønrammer. En del af sygeplejerskernes kritik går på, at reformen tager et forkert afsæt og derfor fastholder traditionelt kvindedominerede fag i en for lav lønindplacering i sammenligning med traditionelle mandefag på samme uddannelses- og ansvarsniveau.

 

Sygeplejerskerne søger hermed at gøre udfordringen til et ligelønsspørgsmål, men ikke i traditionel forstand, hvor man – uanset køn – skal have samme løn for samme arbejde. Men reelt er det hermed et meget sværere fordelingspolitisk spørgsmål. Skal en sygeplejerske aflønnes bedre end en politibetjent, folkeskolelærer eller jordemor? Og kan man overhovedet sammenligne på tværs af fag? Det er korrekt, at uddannelsen til sygeplejerske i dag er på samme kvalifikationsniveau som de andre, men er det ene fag vigtigere end det andet? Er vilkår, ansvar og belastning overhovedet sammenlignelige? Og – ikke mindst – kan udfordringen overhovedet løses ved overenskomstbordet?

 

Hvis man forudsætter, at en gruppe – som f.eks. sygeplejersker eller soldater – skulle være indplaceret i for lav lønramme, så vil jeg hævde, at det lønefterslæb aldrig kan indhentes ved overenskomstforhandlinger, for der vil alle grupper i udgangspunktet procentuelt altid få de samme lønstigninger. Alternativet ville jo forudsætte, at nogle organisationer skulle acceptere et dårligere forhandlingsresultat for egne medlemmer til fordel for en anden gruppe. Det kan ingen organisation stå på mål for, og derfor sker det heller ikke. Af samme årsag kan et lovindgreb heller ikke favorisere en gruppe som sygeplejerskerne, da man herved reelt ville undergrave den overenskomst, som alle andre organisationer stemte hjem. Og det ville med sikkerhed få de fleste organisationer på banen med nye og måske lige så berettigede lønkrav. Det betyder ikke, at strejkevåbnet og den danske model ikke virker på det offentlige arbejdsmarked, men det kræver, at fagbevægelsen står sammen.

 

Situationen er meget kompleks, for de faglige organisationer har gennem tiden – ikke mindst på grund af fagenes forskellige karakter og vilkår – prioriteret anvendelsen af overenskomstpuljer meget forskelligt. En gruppe kan have prioriteret udvikling af basislønninger, hvor andre prioriterede fleksible arbejdstidsregler, tillæg eller ydelser. Det var f.eks. HOD’s klare politik før nylønsreformen at prioritere overenskomstmidler til ‘køb’ af ekstra løntrin og omklassificering af stillinger. Derfor kan officererne i sammenligning med andre grupper godt have en højere basisløn i dag, men lavere tillæg eller aktivitetsbestemte ydelser end andre sammenlignelige grupper. Uanset om den prioritering i dag virker rigtig eller forkert, så var det vores valg, og dermed næppe noget vi kan lægge andre organisationer til last. Heller ikke, selv om det kan virke urimeligt, hvis soldater i mission eller døgntjeneste honoreres dårligere end andet personel, de deler vilkår med.

 

Som det nok er tydeliggjort, så kom det ikke bag på mig, at sygeplejerskekonflikten måtte ende med, at gruppen ved lovindgreb fik samme lønstigning som øvrige grupper. At man ikke bare kan sammenligne basislønninger, men også er nødt til at inddrage både tillæg, arbejdstidsaftaler og aktivitetsbestemte ydelser og dermed også forhold som ansvar og vilkår for opgaveløsningen. Den virkelige udfordring ligger ikke i den rå løn, men i den vilkårsændring, som har ramt hele den offentlige sektor. At belastningen på de ansatte efter årtiers nedskæringer og effektiviseringer har nået et niveau, hvor honoreringen ikke står mål med indsatsen, og man dermed reelt straffes for at gå den ekstra mil for at påtage sig merarbejde, vagter, udsendelser m.m. Og officerskorpset har gennem tiden virkelig holdt humlebien flyvende, for ikke mange har sagt nej til opgaver – heller ikke, selv om opgaverne på forhånd så umulige ud.

 

Opgaven for den ved lovindgrebet nedsatte lønkomité bliver derfor så svær, at den måske også er uløselig, for løsningen kan enten koste milliarder i øgede lønninger eller resultere i, at man i fremtiden generelt ikke vil kunne fastholde eller rekruttere kvalificeret arbejdskraft i den offentlige sektor. En trend, som desværre heller ikke er helt ukendt for officersgruppen.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *