Log in på Mit HOD:

Debat

15 | 07 | 2019
25. Oktober 2017

Leder, oktober 2017

Det vigtigste forlig længe
Tekst: Niels Tønning, formand

REGERINGENS FORLIGSUDSPIL GIVER ET ØKONOMISK LØFT TIL FORSVARET, og jeg kan kun være meget tilfreds med, at de fleste politiske partier synes at være enige om, at der er behov for en styrkelse. Hvordan det ender, ved vi ikke i skrivende stund. Alt peger på et “substantielt løft” af Forsvaret, i hvert fald når vi taler om materiel og operative kapaciteter. Men også på et forlig, der forventes at tage afsæt i yderligere såkaldte effektiviseringer og ser stort på de erkendte udfordringer på personelområdet.

 

Udspillet kommer først og fremmest ovenpå en forligsperiode med meget voldsomme besparelser, og samtidig ligger det også i udspillet, at store dele af budgetanalysens anbefalinger skal implementeres. Et politisk forlig på baggrund af regeringens udspil vil derfor give Forsvarets medarbejdere endnu en årrække med store omlægninger, besparelser, reorganiseringer og justeringer, som vil komme til at præge mange. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at gøre ondt flere steder ude i organisationen, også selv om vi tilføres flere økonomiske midler.

 

Selvfølgelig skal Forsvaret være ressourceeffektivt, men finansministeriets regnearkslogik savner diskussionen om effektivitet kontra pålidelighed og robusthed, som så glimrende blev løftet af kaptajnløjtnant Anders Puck Nielsen i en kronik på netmediet ”Olfi” for nylig.

 

Hvis man kigger ned i det forsvarspolitiske, har debatten mest fokuseret på kapaciteter og ikke gået så meget i detaljen med, hvad en kapacitet egentlig er, og hvad den består af. Uanset hvilken kapacitet man taler om, er en meget stor del af den veluddannet og indsættelsesbart personel – medarbejdere – Forsvarets vigtigste ressource.

 

I de seneste numre af Officeren har flere chefer fortalt om de udfordringer, de står med i dagligdagen. I dette nummer er det oberst Henrik Kanstrup (LAN), der peger på tungere administration, bureaukrati og et uhensigtsmæssigt kontrolregime, og i et debatindlæg skriver major Mads Timm om rejsestyring. Alt sammen vidner om en fremherskende men virkelighedsfjern centraliseringstanke. En centralisering, som kun forstærkes af budgetanalysens tilgang til vedligeholdelses- og forsyningsområdet, og indførelse af administrative fællesskaber. Et aktivt fravalg af et   nærhedsprincip og blottet for operativ fornuft. Udfordringerne ligger i stort omfang i selve styrelsesstrukturen, hvor ressourceeffektivitet i en styrelse udenfor forsvarschefens kontrol fjerner den operative strukturs fokus fra kerneopgaven, når man – som i Karup – må afsætte ressourcer til at holde vagt ved et hul i hegnet.

 

Men det er ikke kun en konflikt om, hvad effektiviteten måles på. Det er også et udtryk for vigende militærfaglig indsigt i styrelserne, i takt med at officerer aktivt eller af nød skiftes ud med andre typer medarbejdere. Jeg tillader mig blot at antyde, at det måske kunne have sine fordele, hvis der var ansat flere officerer med en god militærfaglig baggrund i styrelserne, hvis vi skal have et større operativt fokus i fremtiden, hvilket må være ambitionen i forligsudspillet.

 

Jeg har sagt det ved flere lejligheder. Der skal ikke være én eneste officer mere i Forsvaret, end der er behov for. Men faktisk ser der ud til at mangle officerer i forhold til antallet af stillinger i den nuværende struktur. Mere præcist står flere end 12 % officersstillinger lige nu tomme.

 

Halvdelen af officerskorpset forretter aktuelt tjeneste i stabs- og støttestrukturen og er dermed ofte uden chefansvar. Ud over at de derfor slet ikke burde tælles med i budgetanalysens sammenligning med personelfordelingen i den britiske hær, så udgør de formentlig den sidste militærfaglige forsvarsbastion mellem den operative struktur og styrelseslogikken. Budgetanalysens effektiviseringsforslag vil formentlig forringe støtten til de operative enheder og føre til yderligere belastning af de operative enheders i forvejen stressede hverdag.

 

Lettere karikeret virker det efterhånden som om, at den operative virksomhed – der burde være kerneopgaven for alle i ministerområdet – er en unødig hindring for opnåelse af en optimal ressourceeffektiv drift i styrelserne. Alting ville være så meget lettere uden soldater.

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *