Debat

05. April 2017

Leder nr. 2, april 2017

Officerer flytter ikke længere for jobbet.
Tekst: Niels Tønning, formand

Forsvarsforligets forringelse af vilkårene for tjeneste, uddannelse og karriere har givet Forsvaret store personelmæssige udfordringer, og arbejdskraftens mobilitet spiller her en afgørende rolle. De fleste – også uden for Forsvaret – har et lokalt baseret arbejdsliv, men selv om lokal rekruttering af især specialister er udfordrende, så er kravene til officersgruppens mobilitet i særklasse.

 

Brede politiske forsvarsforlig har strøet Forsvaret ud over landkortet og placeret tjenesteder i en geografi, der hverken kan tiltrække eller fastholde officersfamilier. Med det tidsmæssige sammenfald med kommunalvalget vil det vist være naivt at tro, at det ikke også kan ske i det kommende forlig. Men det fritager ikke forligspartierne for ansvar. De har skabt behovet for et mobilt officerskorps – nu må de skabe nogle vilkår, der sætter Forsvaret i stand til at udfylde rammerne.

 

Vi skal ikke helt tilbage til de slesvigske krige, før det var normalen at ’trosset’ (husstanden) fulgte med marchkolonnen, når enheder flyttede. De fleste ældre officerer har adskillige tjenestesteder, fysiske flytninger og for næsten halvdelens vedkommende sågar også forliste ægteskaber bag sig. Det var en del af prisen ved kaldet til at blive officer. Man flyttede for jobbet, og kun en mindre del af de ældre officerer bor i dag i en anden region end der, hvor de arbejder.

 

Den tid er for længst forbi. I en generaliserende karakteristik er den yngre officer i dag bosiddende i københavnsområdet. Han/hun lever i et fast parforhold med en anden akademiker, der ofte er lønførende og hvis karriere prioriteres frem for officerens. Officeren prioriterer familie højere end karrieren, flytter ikke for jobbet og vil kun i kortere perioder acceptere en geografisk adskillelse fra familie og netværk. Mere end halvdelen af alle premierløjtnanter bor i Storkøbenhavn, selv om der i bedste fald numerisk kun er en stilling til hver ottende af dem i området.  Modsat forholder det sig i Region Nordjylland, hvor der er næsten 3 stillinger for hver premierløjtnant. I store tal krydser to ud af tre yngre officerer en regionsgrænse på vej til arbejde, mod kun en ud af fire ældre officerer.

 

Officererne var i en HOD-undersøgelse i 2010 overvejende positive over for indførelse af et ansøgningssystem, men det var på formodningen om større geografisk stabilitet og indflydelse på egen karriere gennem transparente og objektive ansættelsesprocesser. Meget vand er løbet i åen siden 2010. Vi har med HR-strategierne i stedet fået uigennemsigtige karriereveje, forringede vilkår for mobilitet og videreuddannelse og et bemandingssystem, hvor principperne presses af silotænkning, nepotisme og suboptimeringer. Samtidig har afviklingen af tjenestemandsansættelserne lettet officerens spring til en civil karriere. Den unge officer vil karrieren, men det bliver meget nemt uden for Forsvaret, hvis man prøver at stavnsbinde premierløjtnanterne i lange tjenesteplaner og undlader at slå stillinger op.

 

Forligspartierne må skabe rammerne for, at Forsvaret kan tilbyde tjenestevilkår på officerens præmisser. Der vil være officerer, der ikke er flytbare, og de bør søges rekrutteret i det lokalområde, hvor de skal gøre tjeneste efter officersskolen. Langt den overvejende del af officerskorpset vil dog formentlig fortsat være klar til i perioder at leve adskilt fra familien, hvis tjenesten eller karrieren kræver det – men ikke hvis de også selv skal betale gildet. Forsvaret må stoppe med at bruge beordringsretten til indirekte at bestemme, hvor folk skal bo. Officerer bør – som personel i reserven – gives fast tjenestested i hjemmet. Uanset om et skift af arbejdssted sker efter beordring eller ansøgning, så må det være officerens valg, om han/hun vil flytte, eller om tjenesten varetages ved midlertidigt ophold på det nye arbejdssted. I begge tilfælde må Forsvaret helt og fuldt dække omkostningerne, men man kan jo starte med at oprette studielejligheder på de halvtomme kaserner for at reducere udgiften.