Log in på Mit HOD:

Debat

13 | 11 | 2019
14. Juni 2018

Leder, juni 2018

De ansatte i stat, regioner og kommuner har med en enkelt undtagelse på nuværende tidspunkt stemt ja til overenskomsterne.
Tekst: Niels Tønning, formand

For vores vedkommende i staten var det faktisk helt, som vi havde forventet. Ikke fordi resultaterne er guldrandede, men fordi det samlet set er et godt resultat, som vi kan være tilfredse med.

 

OK18 var på næsten alle måder en forestilling uden sidestykke; eksternt præget af konfrontationer, politisk spin og pressens spekulationer. Og selv om de faglige organisationer markerede og fastholdt et historisk sammenhold, så blev relationerne sat på prøve. Processen har ikke hverken processuelt eller forhandlingsstrategisk været specielt udfordrende for HOD internt, men der er i samspillet i Akademikerne

vigtige Lessons Identified, som skal bearbejdes inden forhandlingerne i 2021.

 

Striden om spisepausen var helt principiel. Mange opfatter det måske mest som en symbolsk sejr, at retten nu indskrives i overenskomsten, men usikkerheden kunne også ramme HOD’s medlemmer, og derfor er det godt, at der nu i aftalen ligger både en sikring og en reel forbedring. Efter den nye aftaletekst bortfalder spisepausen ikke, selv om arbejdsgiver skulle sige, at man ikke skal stå til rådighed, og

den første halve time indgår i arbejdstiden, hvis der – som det er set i internationale stabe – befales en middagslukning på en time.

 

De to væsentligste resultater er dog uden sidestykke den samlede økonomiske ramme på 8,1%, men faktisk allermest reguleringsordningen. Samtidig er det dog det, som oftest giver flest spørgsmål. Hvorfor taler man om 8,1%, når der kun er aftalt lønstigninger på 5,6%? Hvorfor er 8,1% godt, når Nationalbanken spår en lønudvikling på 8,6% i den private sektor? Hvad er reststigningen på 1,5%? Og så videre…

 

Rammen på 8,1% er den lønudvikling, som vi samlet opnår, men de knap 2% i reststigning og udmøntning af reguleringsordningen beror på parternes forventninger til ukontrolleret lønudvikling i perioden. Reststigningen dækker reelt over en erfaringsmæssig lønglidning. Det kunne teoretisk ske, hvis Forsvaret udnævnte 100 ekstra M322-majorer, eller hvis den gennemsnitlige størrelse af kvalifikationstillæg stiger. Hvis den reelle ”lønglidning” i staten bliver de forventede 0,5% pr. år, så vil udmøntningen af reguleringsordningen give 0,47% i perioden, men hvis den bliver højere – eller hvis lønudviklingen i den private sektor bliver mindre end skønnet –, så bliver reguleringen mindre. Der er altså tale om forbundne kar, som vil få den samlede lønudvikling op på 7,57%. De sidste 0,53% er afsat til puljer til ATP, gruppeliv, flyttegodtgørelse m.m., men det er også i puljen, HOD hentede 7,6 mio. kr. til vores forhandlinger med FPS.

 

Den aftalte regulering på 5,6% er et godt resultat, der ligger 0,7% over den forventede prisudvikling, og en regulering på 0,47% vil derfor give en reallønsfremgang på næsten 1,2%. Ganske godt, når Finansministeriets udgangspunkt var sølle 3%, og altså en regulær reallønstilbagegang.

 

Når jeg sætter reguleringsordningen højest, så er det, fordi den sikrer en parallel lønudvikling i det offentlige og private. Finansministeriets udgangspunkt var en suspenderet regulering, som dels ville give et negativt offset på 0,3%, dels en reguleringsordning, hvor de offentligt ansatte kun ville få 80% af en højere stigning i den private sektor, men ville blive modregnet 100% for en højere lønudvikling i den offentlige

sektor. En asymmetri, der langsomt, men sikkert ville øge lønforskellen mellem private og offentligt ansatte.

 

Det centrale resultat er vigtigt, men erfaringsmæssigt optager de mere nærværende aftaler med FPS medlemmerne mindst lige så meget. Vi har allerede kommenteret resultatet på hjemmesiden og ved HOD-news, ligesom detaljerne også udredes længere inde i bladet. Jeg vil derfor alene tilkendegive, at jeg synes, at vi har opnået et fint resultat – ikke mindst ved de 7,6 mio. kr., som vi fik forhandlet hjem fra Akademikernes pulje. Enhver forhandlingsløsning vil være et kompromis, men samlet er det min klare opfattelse, at ulemperne er til at leve med og langt overskygges af fordelene ved fjernelse af den forudbetalte arbejdstid i rådigheds- og beredskabstillæg. Men også, at vi efter pålæg fra sidste års TR-seminar fik tilgodeset flest muligt; ikke nogen på bekostning af andre, men fik fordelt sol og vind nogenlunde ligeligt.

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *