Det gik så hårdt for sig, og så mange emner blev dækket i de første to tv-dueller mellem Hillary Clinton og Donald Trump, at flere tankevækkende bemærkninger blev overset af medierne.

Måske mest opsigtsvækkende nævnte den republikanske præsidentkandidat, at han som præsident vil overtale NATO-landene i Europa til at slutte sig til en amerikansk landoffensiv mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Tidligere i valgkampen har Trump lovet at sende op til 30.000 soldater til krigszonen.

Det er tilsyneladende kernen i den krigsplan, Trump hævder at have i sit hoved, men som han hidtil har afvist at lægge frem for vælgerne i detaljer.

”Jeg er ikke Obama, der afslører over for fjenden, hvad USA planlægger at gøre”, ynder han at sige. I den anden tv-duel gav Trump som eksempel den irakiske hærs amerikansk-støttede omringelse og erobring af Mosul dette efterår.

Det besynderlige er, at Trump valgkampen igennem har lagt sig fast på en ikke-interventionistisk kurs. I en tale den 6. september om ”USA’s militære beredskab” lovede han for eksempel et behersket engagement i Mellemøsten.

”En Trump-regering vil følge en ’realistisk’ kurs. Vi skal ikke vælte regimer uden at have en plan for, hvad der sker bagefter. Det bibringer et magttomrum, som terrorister udnytter. Vi skal samarbejde med allierede og venner i regionen om at tilintetgøre IS og yderligtgående islamisk terrorisme, og det skal ske trin-for-trin, ikke gennem et radikalt nybrud (regimeskifte)”.

Det er ikke så mærkeligt, at diplomater og sikkerhedsanalytikere i Washington D.C. klør sig i hovedet. Det er ikke let at opnå klarhed om, hvorvidt en præsident Trump bliver interventionist, isolationist eller lander midt imellem.

I de seneste par måneder har et stigende antal generaler og eksperter sluttet sig til kredsen af Trump-rådgivere, men fremfor at skabe klarhed i hans sikkerhedspolitik har det snarere spredt forvirringen.

Mange af hans rådgivere er stadig præget af den Kolde Krig og Ronald Reagan-tiden. Det er dem, der har overbevist kandidaten om at foreslå en kolossal genoprustning af USA’s forsvar i den størrelsesorden, Reagan stod for i 1980’erne. Trumps slogan ”Peace through Strength” stammer fra valgkampen i 1980. Idéen er, USA kan intimidere og afskrække modstandere på den globale scene ved at bygge flere krigsskibe, krigsfly og hverve flere soldater til hæren og marineinfanteriet.

Der hersker næsten lige så stor uklarhed om Hillary Clintons sikkerhedspolitik. Modstandere af en interventionistisk politik i det demokratiske parti opfatter hende som en høg. Men de kan let tage fejl.

Sporene fra hendes ja-stemme til invasionen af Irak i Senatet i 2003 skræmmer. Som udenrigsminister foreslog Clinton at udstyre den frie hær i Syrien med tunge våben, hvilket Obama afviste (han kaldte oprørerne for en samling tidligere håndværkere og akademikere ilde forberedt på at bekæmpe Bashar al-Assads hærstyrker).

I valgkampen har Clinton foreslået en flyveforbudszone i det nordlige Syrien stødende op til Tyrkiet, hvor civile skal kunne søge tilflugt fra krigens rædsler. Den idé er også blevet forkastet af Obama. Under indtryk af en udbredt modvilje såvel i sit parti som i befolkningen generelt mod nye krigseventyr har Clinton – som i så mange andre sager – korrigeret sin kurs.

Nu siger hun for eksempel, at hun ikke agter at sende kampsoldater til Mellemøsten, om end hun i den anden tv-duel accepterede indsættelsen af de 5.600 amerikanske specialstyrker og trænere i Irak. Dog skal kurderne fortsat bevæbnes trods Tyrkiets modstand.

I tv-duellerne har det været Trump – ikke Clinton – der lød som en høg. Man kunne spørge, om hun egentlig nogensinde har været en høg. Nuvel, Clinton støttede NATO’s angreb på Libyens Ghadaffi, men hvem gjorde ikke det i Europa, USA og FN’s sikkerhedsråd? Hun er skeptisk overfor droneangreb. Hendes mand, Bill Clinton, førte som præsident en næsten lige så forsigtig interventionspolitik som Obama. Han ville ikke ind i Rwanda. Det tog ham flere år at give grønt lys til luftbombardementer af de bosniske serbere i 1995. Kun i Kosovo i 1999 slog han til uden megen tøven.

Når det kommer til stykket, tyder meget på, at Hillary Clinton i store træk vil videreføre Obamas forsvars- og sikkerhedspolitik. Og Trump? Han er kun interventionistisk sindet over IS. I hans optik skal Rusland være USA’s partner i kampen mod terror, uagtet Putin-styrets autokratiske træk. Et USA under Trump vil have få moralske kvaler ved at samarbejde med diktaturer.

Martin Burcharth, USA-korrespondent for Information siden 1996.