Da soldaterne sparkede døren op, sikrede, og strøg ind i det mørke hus for at fange en mistænkt kriminel, var spørgsmålet om behandlingen af og tilsyn med eventuelle tilbageholdte i huset det sidste, nogen af os tænkte på. Vi tænkte heller ikke lige på, om soldaterne egentlig stod og manglede en mere end 600 sider lang militærmanual til at skabe klarhed om behandlingen af tilbageholdte under militærmissioner i udlandet.

Kalenderen viste juni 2003. Vi befandt os i en landsby i det sydlige Irak, nær Basra, og fotografen og jeg var mest optagede af, om skuddene ville brage inde i huset om et øjeblik.

Vi anede ikke, at dansk forsvar på det tidspunkt indledte flere end ti års kampe i Irak og Afghanistan, hvor krig og tab af soldater fyldte meget, men hvor behandling og tilsyn med tilbageholdte irakere og afghanere blev temaer, der for alvor skabte de store politiske kriser om Forsvaret. Det var mit indtryk, at heller ikke forsvarets chefer bekymrede sig meget om fanger. I hvert fald fortalte chefen for det første hold i Irak, ubekymret om de mange irakere, som hans soldater tilbageholdt på den tid. Soldaterne konfiskerede rask væk våben, narkotika og stjålne køretøjer, som stod opmarcherede på række i Camp Eden. Man bestræbte sig på, at irakisk politi og senere briter skulle gennemføre anholdelser og dermed påtage sig ansvaret for de pågældende – en fremgangsmåde, som senere blev omtalt som “brite-finten”.

Min uvidenhed om Forsvarets behandling af fanger daterer sig i virkeligheden endnu længere tilbage. I februar 2002 besøgte jeg specialoperationsstyrkerne i Kandahar i Afghanistan, hvor jeg studerede det amerikanske afhøringscenter udefra, lidet anende, at selvsamme afhøringscenter i 2006 via dokumentarfilmen “Den hemmelige krig” skulle blive centrum for en frådende politisk strid om udlevering af 31 afghanere til amerikanerne. Men i 2002 var soldaterne ikke helt uforståeligt mest optagede af at jage Taleban ud og fange Osama bin Laden.

Fangesager i flere varianter er fulgt efter. Blandt andet Hommelsagen og striden om antallet af tilbageholdte i Irak. Et fællestræk har været usikkerhed om regler og definitioner. Men nu, 14 år senere, skal der solide juridiske boller på suppen. “Projekt militærmanual” skal gøre det lettere at udarbejde de detaljerede instrukser, som soldater skal anvende på missioner.

Angsten for fejltrin i fangebehandling sidder dybt på Christiansborg. Da Folketingets udenrigspolitiske nævn for nylig tiltrådte regeringens plan om at sende specialoperationsstyrker til Irak og Syrien, udtalte udenrigsminister Kristian Jensen sin forventning – håb – om, at soldaterne ikke skulle tage fanger. Og gør de det alligevel, skal en særlig Task Force samles i København for at tage stilling til, hvad soldaterne i den mellemøstlige ørken skal stille op med fangerne, der forhåbentlig er bundet med reglementerede spejderknob, mens man venter på svaret fra København.

Hensigten med den nye Task Force er at fritage soldaterne i ørkenen for at beslutte fangernes skæbne, og soldaterne vil i øvrigt få en knivskarp instruks fra Værnsfælles Forsvarskommando om fangehåndteringen, inden de tager afsted, lyder det. Men skeptikere som oberst Lars R. Møller tvivler på, at fremgangsmåden vil fungere. “Man kan stilfærdigt spørge om, hvordan en underliggende myndighed skal udstede et klart direktiv, når alle de ansvarlige ikke vil”, skrev han for nylig i en kronik i Berlingske.

Soldaterne, der jagtede en mistænkt iraker dengang i 2003, kom for sent. Den eftersøgte var forsvundet. Men mon ikke nye fangesager vil opstå i fremtiden, uanset den nye militær manual.

Christian Brøndum er journalist og har i adskillige år arbejdet på Berlingske Tidende med Forsvaret som hovedområde.