Log in på Mit HOD:

Debat

21 | 01 | 2019
12. December 2016

Kongeriget som arktisk stormagt?

Med Breums Øjne
Tekst: Martin Breum, Journalist, foredragsholder & forfatter

Danmark, Grønland og Færøerne udgør en arktisk stormagt. Sammen er vi verdens 12. største nation og den tredje største nation i NATO. Det skal vi udnytte!

 

Sådan lød den kontante opfordring fra Peter Taksøe-Jensen, regeringens udenrigsgransker, i maj. Budskabet var, at kongerigets arktiske dele – især Grønland – udgør en enestående platform, der kan udnyttes til at fremme danske interesser til gavn for os selv, for grønlændere og færinger, for miljøet og klimaet, erhvervslivet og for freden. Tanken udløste ikke varig debat: Stort set alle i det danske beslutningslag er nemlig enige. Taksøe-Jensen satte på fineste vis ord på anskuelsen, men internt i regering og forsvar havde den allerede vundet hævd.

 

Det rejser en række spørgsmål: Holder tanken om storheden for nærmere prøvelse, og svinger den overhovedet med det stærke ønske om uafhængighed i Grønland?
For USA udgør Grønlands 2 millioner km2 en strategisk buffer mod Kina, Nordkorea, Rusland og Iran. Se på en globus: Radaren i Thule indgår på central plads i Forsvaret mod de nukleare missiler, Donald Trump og andre frygter. Geografien betyder noget – og den bliver brugt: I 2008 stod Danmark bag det historiske, arktiske topmøde i Ilulissat. I 2013 fortalte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard mig, at ”vi fylder simpelthen mere i Beijing og Washington og Berlin, fordi vi hænger sammen med Grønland.” I 2014 krævede Danmark og Grønland retten til 895.000 kvm havbund ved Nordpolen. I august 2015 oplevede jeg i Alaska, hvordan udenrigsminister Kristian Jensen benyttede de 20 sekunder, han havde til at hilse på præsident Obama, til at invitere præsidenten til Grønland. Forinden havde han haft en one-on-one samtale med John Kerry, og i 2016 har Arktisk Kommando indledt samarbejde med USA’s Office of Naval Research og deres 3000 akademiske medarbejdere. Vores sammenhæng med Grønland åbner døre i en masse arktiske samarbejdsfora og i forholdet til USA. Og Thule-basen vil nu igen få øget betydning, fordi præsident Trump ønsker et stærkere missilforsvar.

 

Men tanken om kongerigets storhed er meningsløs uden rigsfællesskabet, og i oktober blev vi igen mindet om realiteterne: En ny koalition i Nuuk skrev i første linje i sit regeringsgrundlag: ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed”. Politikerne lovede en råskitse til en grønlandsk grundlov i 2018 og ”selvstændighed” er nu et decideret ressortområde i administrationen i Nuuk. En folkeafstemning om en ny færøsk grundlov ventes på Færøerne i 2017.

 

Noget klart svar herpå fra dansk side foreligger ikke. Statsministeren har indført grønlandsk og færøsk flagdag, men det er jo næppe nok. Samtlige politiske grupper i Grønland stiler i dag mod en opløsning af rigsfællesskabet, halvdelen af færingerne gør det samme, mens sigtet i Danmark er det stik modsatte.

 

Kongerigets arktiske storhed halter i øvrigt også på flere konkrete punkter. Det arktiske samarbejde giver adgang til vigtige samarbejder over hele den nordlige halvkugle; det er lidt som med humlebien, der bliver ved at flyve: Professor Rasmus Bertelsen på Tromsø Universitet påpegede for nylig, at der samlet set bor færre mennesker i Grønland og på Færøerne end i de arktiske dele af nogen anden arktisk nation, og økonomisk er vi også den mindste af de arktiske småstater. Endelig er Grønlands enormitet ikke bare et plus i strategisk betydning, den er også en belastning. I takt med isens forsvinden bliver det stadig dyrere og mere krævende blot at hævde suveræniteten. Spørg bare Arktisk Kommando!

 

Martin Breum er journalist, foredragsholder og forfatter til bl.a. ”Når Isen Forsvinder” (Gyldendal 2012) og ”Balladen om Grønland” (Gyldendal 2014).