-->

Nyheder

31. Maj 2022

Ny hviletidsaftale i BRS underskrevet

Ny aftale giver personel i Beredskabsstyrelsen og de ansvarlige klare retningslinjer for håndteringen af hviletidsreglerne under operative indsættelser og uddannelse.
Foto: Kristian Vinther Brøndum, forsvarsgalleriet.dk

Forsvarsministeriets Personalestyrelse har indgået en aftale med Centralforeningen for Stampersonel og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om fravigelse af arbejdsmiljølovens regler om hvileperiode og fridøgn i forbindelse med Beredskabsstyrelsens indsættelser og øvelser. Aftalerne blev endeligt indgået i efteråret 2021, men grundet forskellige forhold har den afventet iværksættelse.

 

Aftalerne omfatter arbejde, som Beredskabsstyrelsen udfører i forbindelse med styrelsens operative beredskab ved operative indsættelser og øvelsesvirksomhed, herunder øvelser med Forsvaret.

 

Aftalerne markerer afslutningen på den såkaldte hviletidssag, som vi har arbejdet med siden 2014. Den betyder, at Beredskabsstyrelsens personel og de ansvarlige for operative opgaver nu har klare retningslinjer for håndteringen af hviletidsreglerne under indsats. Samtidig giver aftalerne mulighed for, at de samme retningslinjer kan bruges under øvelser, så vi kan –’train as we fight’.

 

Udgangspunktet i aftalerne er stadig, at arbejdstiden skal tilrettelægges, så de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.

 

Det nye er, at aftalerne åbner for i forskellige situationer under operative indsættelser at fra-vige arbejdsmiljølovens regler om hviletid og fridøgn. Det er en forudsætning, at den ansvarlige for Beredskabsstyrelsens indsats i hvert enkelt tilfælde vurderer, at opgavens løsning efter en konkret operativ vurdering tilsiger dette.

 

Det er også nyt, at Beredskabsstyrelsen kan planlægge øvelser, der træner en situation, hvor det er nødvendigt at fravige hviletidsbestemmelserne. I disse situationer er det en forudsætning, at læringsudbyttet står mål med nedsættelsen af hviletiden.

 

Der er mellem parterne enighed om, at det er vigtigt, at disse forudsætninger overholdes.

 

Derudover indeholder aftalerne en række bestemmelser om fravigelser af reglerne for fridøgn, om rådighedstjeneste, force majeure, og om hvordan der skal ydes kompenserende hvile og fridøgn.

 

Det er mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HOD og CS aftalt, at anvendelsen af aftalerne skal drøftes to gange årligt, samt tages op til revision efter 12 måneder anvendelse.

 

Aftalerne er godkendt af Arbejdstilsynet.

 

Hvis du har spørgsmål til aftalen så kontakt konsulent Steen Gøtsche 3525 0301

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *