-->

Nyheder

02. Marts 2021

Status på indefrosne feriepenge i Grønland

ATP forventer, at de indefrosne feriepenge til statsansatte i Grønland er udbetalt ultimo marts og forventer ingen problemer i næste omgang.
Tekst: Steen Gøtsche, konsulent

HOD har siden efteråret 2020 været i dialog med ATP omkring udbetaling af de indefrosne feriepenge til medlemmer, som gør tjeneste i Grønland.

 

ATP har tidligere skrevet at der findes 2 forskellige typer for ansættelse i Grønland;

  1. Den ene gruppe er specifikt ansat med ansættelsessted i Grønland og er omfattet af Selvstyrets lovgivning og overenskomster mellem Skatteministeriet og (typisk) grønlandske fagforeninger. Denne gruppe er ikke omfattet af den danske ferielov.
  2. Den anden gruppe er ansat af en statslig arbejdsgiver og derefter udsendt til Grønland for en begrænset periode. Denne gruppe er omfattet af dansk lovgivning og danske overenskomster, herunder den statslige ferieaftale. Denne gruppe er omfattet af den danske ferielov, og det er denne gruppe, der vil kunne få udbetalt indefrosne feriemidler.

 

Senest har en del medlemmer spurgt HOD, hvad status er på udbetalingen. Vi har i den forbindelse bedt ATP om en status.

 

ATP oplyser:

 

”Vores behandling af ansøgninger om udbetalinger af indefrosne feriepenge til de statsansatte i Grønland er desværre stødt på flere forhindringer, der har krævet en del afklaringer blandt andet med andre myndigheder. I starten af januar fik vi fra Skattestyrelsen en afklaring af, at feriemidlerne for de statsansatte i Grønland skal beskattes efter grønlandske skatteregler. Det er dog altid en konkret vurdering for den enkelte lønmodtager. Det betyder, at vi skal kunne indberette og indbetale skatten til det grønlandske skattevæsen. Til det skal der bl.a. oprettes et særligt grønlandsk SE-nummer til Lønmodtagernes Feriemidler/LD Fonde. Det har vi siden da været i kontakt med både Skattestyrelsen og Grønlandsrepræsentationen om, og der arbejdes på den tekniske løsning.

 

Så snart ATP har aftaler med og teknisk integration til Grønlands Skat på plads, er vi klar til at behandle ansøgningerne. Da vi er afhængige af andre myndigheder, er det svært at give et meget fast tidspunkt for, hvornår de udestående, førtidige udbetalinger er endeligt gennemført. Det er dog ATP’s klare forventning, at det er fuldt afviklet inden næste udbetalingsrunde, som forventes igangsat ultimo marts 2021. Der er etableret kontakt til Forsvarets Personalestyrelse, hvor det er aftalt, at de kan bistå med evt. yderligere afklaringer vedrørende dokumentation af ansættelsesforhold, så dette ikke forsinker processen. Vi vil ligeledes benytte FPS til at dele information om fremdrift og evt. udfordringer, da mere samlet information har været efterspurgt af Forsvarets ansatte i Grønland.  

 

Der udestår i alt knap 400 ansøgninger, dvs. 0,02 pct. af de 2,3 mio. ansøgninger vi har behandlet. Heraf udgør de statsansatte i Grønland knap 200 ansøgninger.

 

Næste førtidige udbetaling her i foråret 2021 vil være baseret på arbejdsgivers indberetninger af feriemidlerne. Desuden er en række juridiske forhold nu afklaret, og teknikken vil være på plads i forhold til blandt andet beskatning. Derfor forventer vi ikke at møde samme komplikationer vedrørende statsansatte i Grønland, og dermed heller ikke samme forlængede sagsbehandlingstid for udbetalingen.”

 

2 kommentarer om "Status på indefrosne feriepenge i Grønland"

  1. 24031 siger:

    I forbindelse med forespørgsel om egen sag vedrørende udbetaling af indefrosne feriepenge optjent under tjeneste i Grønland, har feriefonden i dag meddelt at der umiddelbart ikke er nogen tidshorisont for hvornår udbetaling kan ske. Håber dog at tilkendegivelse fra ATP omkring udbetaling ultimo marts holder stik.

    1. Steen Gøtsche siger:

      Tak for din kommentar. Det er korrekt, at spørger man ved at ringe til ATP direkte telefon, så kan de ikke give nogen status. HOD har været direkte i kontakt med ATP presseansvarlige, som kunne orientere om, at de forventede at udbetalingerne fra efteråret 2020 ville være klar inden påbegyndelse af udbetalingerne i foråret 2021, som forventeligt vil starte ultimo marts.
      Vi håber også, at planen holder og vil selvfølgelig stadig spørge til status i sagen.

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *