-->

Nyheder

13. Juni 2018

HOD på Saber Knight

HKKF, CS og HOD var i maj inviteret til at besøge Danske Division under øvelse Saber Knight i Letland.
Foto: Michael T. Jensen, næstformand i HKKF, Flemming Fage Sørensen, specialkonsulent i CS, Niels Gregart, konsulent i HOD og oberstløjtnant Axel Beck, stab Danske Division, ser på forholdene under øvelse Saber Knight. Foto: Morten Fredslund.
Tekst: Niels Gregart, konsulent

Fredag den 18. maj 2018 var HKKF, CS og HOD inviteret til at besøge Danske Division under øvelse Saber Knight.

 

Vi blev taget vel imod af OL Axel Beck, CH G7/8, som briefede os om øvelsens formål, mål, organisation samt vilkårene for deltagerne og efterfølgende gav os en fin rundvisning suppleret med oplysninger og dialog om vilkårene i det hele taget – store som små. Allerede fra første færd kunne vi konstatere, at det her på alle måder er et gigantisk set-up.

Vores fokus lå naturligt nok på vilkår for opholdet samt ydelsessammenhængen – men vi fornemmede ret hurtigt, at DDIV havde styr på det hele, så ros og respekt for det.

 

Perioden var delt op i en klargørings-/forkommando-/deployeringsperiode fra 03-15 MAJ, hvor personellet har været på tjenesterejsevilkår og en reel øvelsesperiode 15-25 MAJ.

 

I perioden 03-15 MAJ har personellet været indkvarteret på enkeltværelser på hotel, der har været ydet fri kost, nedsatte time- og dagpenge, 55 kr.- tillæg og arbejdstiden har været time for time – alt i alt som det skal være under de givne forhold.

 

I perioden 15-25 MAJ var det ren øvelse for alle, så der var tale om frit logi, fri kost og øvelseshonorering. Det var sin sag at skulle indkvartere ca. 800 mand, så nogle boede i teltlejr, andre boede i garagebygninger der var indrettet med adskillelser og feltsenge, mens andre igen boede på hotel men nu ikke på enkeltværelse; noget af et puslespil at få til at gå op, men det lykkedes.

 

Bad og toiletforhold var ligeledes tilvejebragt ved DDIV foranstaltning og det fremstod særdeles velordnet – DDIV havde endog bestilt 2 daglige rengøringer.

 

Foto: Fagforeningsrepræsentanterne ser på forholdene i teltlejren. Foto: Morten Fredslund.

Bespisning under fremmede himmelstrøg er ofte en udfordring og vi blev inviteret til frokost i Dining Facility’en for at se forholdene med egne øjne. DDIV havde indgået kontrakt med en lokal udbyder, som stod for al madlavning og servering og vi må bare sige, at det var i orden – pænt, nydeligt og rigeligt dog uden at være prangende.

 

Der var også afsat tid til et møde med personelgrupperne, hvilket var rigtig fint. 8 officerer havde kunnet løsrive sig fra tjenesten og vi fik vendt vilkårene for opholdet, forholdet mellem daglig tjeneste og øvelse, honorering ved tjenesterejseaftalen henholdsvis øvelse og hviletidsbestemmelser – der blev ikke udtrykt noget negativt. Sammenfattende må siges, at DDIV har formået at få tingene til at hænge sammen også på dette område.

 

Sidst men ikke mindst havde vi et møde med OB Peer Sander Rouff, STCH/DDIV og vi fik nok en gang vendt vilkårs-settingen i den store sammenhæng. STCH understregede vigtigheden af enkelhed og den rette kommunikation, således at ingen er i tvivl om vilkårene, når man først er kommet af sted.

 

Så vores medbragte skeptiske spørgsmål blev faktisk aldrig fremsat, idet rundvisning og dialog af sig selv godtgjorde, at der var styr på stumperne.

 

Alt i alt var besøget en rigtig god bekræftelse på, at tingene kan virke efter hensigten og samtidig være i overensstemmelse med aftalegrundlagene.

 

One kommentar om "HOD på Saber Knight"

  1. Peter Nielsen siger:

    Dejligt at høre – og godt der er interesse for at reglerne overholdes.

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *