Søg kun
Nyheder

ESBERN SNARE udstilling for dansk teknologi

Under et besøg i tre amerikanske kystbyer i anledning af 200-året for et berømt søslag nær Baltimore var ESBERN SNARE vært for et fremstød for den danske forsvarsindustri.

Amerikanerne går meget op i at fejre de runde tal, så det var ikke så besynderligt, at støtteskibet ESBERN SNARE i juni var indbudt til at fejre 200-året for søslaget mellem kolonimagten England og den nyfødte nation USA. Et slag, som amerikanerne vandt med pomp og pragt og som blev foreviget i deres nationalhymne.
Det danske krigsskib er kendt i inderkredsen af de militære beslutningstagere i USA for sin tjeneste i Operation Ocean Shield omkring Somalia. Derfor indbydelsen.

Men ESBERN SNARE er under det igangværende besøg samtidig udstyret som en ”flydende udstillingsplatform for dansk maritim industri og dets produkter,” fortalte kommandørkaptajn Henrik Holck Rasmussen under besøget i Boston havn i begyndelsen af måneden.
- Vores hovedfokus har ligget på det kommercielle. Så ambassaden i Washington har været involveret i projektet og sørget for at invitere beslutningstagere med til besøg ombord og receptioner undervejs op langs østkysten, siger skibschef Rasmussen.

ESBERN SNARE's besøg startede midt i juni i Norfolk, Virginia, hvor den amerikanske flådes hovedkvarter ligger. Rejsen gik herefter til Baltimore, hvor søslaget rent faktisk fandt sted i 1812.
I Baltimore havn blev slaget genopført for et historieinteresseret publikum af skonnerter og skuespillere, iført de gamle marineuniformer, med krudt og røg til den helt store guldmedalje.
Genopførelser fandt ligeledes sted i Boston og flere andre kystbyer.
For omtrent halvdelen af ESBERN SNARE's besætning på 99 mand er togtet over Atlanterhavet første gang, de planter benene på amerikansk jord.
- Det har været vildt interessant at komme til USA. Alle ens indtryk af Amerika stammer fra spillefilm og fjernsynet, men så viser det sig, at folk er enormt venlige og søde og meget nysgerrige, fortæller dæksmand Casper Just Rasmussen fra Horsens.
Casper, der stod vagt på dækket under en reception i Boston havn, undrer sig dog over alt det politi, der har været at se på gaderne i Norfolk, Baltimore og Boston.

Michael Lyse Rasmussen, den ansvarlige på ambassaden for dansk forsvarsindustris kontakter i USA, mener, at ESBERN SNARE's fremstød for dansk teknologi finder sted på et velvalgt tidspunkt:
- Det er en vigtig historie at kunne fortælle i USA, at vi fik så meget skib for pengene, inden Odense Stålskibsværft blev lukket ned. Nu kan al vores viden om design på skibe og effektiv bygningsteknologi, samlet i Odense Maritime Technology, sælges i udlandet. Men det varer naturligvis ikke evigt, siger forsvarsattachéen.

Relateret til denne side:
Del

Kommandørkaptajn Henrik Holck Rasmussen.

Fleksibel støtteskibet ESBERN SNARE (th) i Boston.

Hovedorganisationen af Officerer i Danmark | Olof Palmes Gade 10 | 2100 København Ø. | Tlf.: 33 15 02 33 | E-mail: hod@hod.dk